Politi: Peter Madsen har tilstået partering af Kim Wall

Ubådsopfinder Peter Madsen er sigtet for drab, usømmelig omgang med lig og anden kønslig omgang.

Peter Madsen har tilstået partering af Kim Wall.

Det oplyser Københavns Politi.

- Endvidere har Peter Madsen erkendt, at det var ham, der efterfølgende har gennemført parteringen af liget og siden har smidt alle ligdelene i Køge Bugt, står der i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Ifølge politiet forklarer Peter Madsen nu, at Kim Wall døde på grund af en kulilteforgiftning.

- Han har nu forklaret, at Kim Wall døde som følge af en kulilteforgiftning i ubåden på et tidspunkt, hvor han selv var på ubådens dæk, skriver politiet.

Tidligere har han fortalt noget andet.

Først har det lydt, at han satte hende i land samme aften, torsdag den 10. august, men da han blev afhørt inden grundlovsforhøret, forklarede han, at hun døde i ubåden, fordi hun fik en luge i hovedet.

Sagen er snart færdigefterforsket

Anklageren i sagen oplyser, at sagen på nuværende tidspunkt er ved at være færdigefterforsket.

- Der vil naturligvis stadig være relevante oplysninger der skal færdigefterforskes, men sagen er på de store linjer ved at være klar, udtaler specialanklager Jakob Buch-Jepsen.

Sigtelsen mod Peter Madsen er også udvidet.

Indtil nu har han været sigtet for drab og usømmelig omgang med lig. Nu er han også sigtet for anden kønslig omgang end samleje med den svenske journalist på grund af 14 stiklæssioner i og omkring kønsdelene.

- Peter Madsen nægter anden kønslig omgang og nægter også fortsat drab, oplyser Københavns Politi.

Tidligere i dag kom det frem, at Peter Madsen har accepteret at blive bag tremmer uden et retsmøde. Det var ellers planlagt et retsmøde om hans fortsatte varetægtsfængsling i morgen.

Senere i dag holder Københavns Politi pressemøde med status på efterforskningen.

Sagen startede i august

Den 10. august om aftenen sejlede Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall ud fra København i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus".

På den tur mistede Kim Wall livet.

Peter Madsen har tidligere forklaret, at Kim Wall fik en tung luge i hovedet og døde af det i ubåden. Han kastede liget over bord i hel tilstand for at begrave det, har han tidligere sagt.

Politiet har dog sigtet Peter Madsen for at have dræbt Kim Wall.

Da hendes hoved blev fundet i starten af oktober, fortalte politiet, at der ikke var tegn på fraktur eller stump vold mod kraniekassen.

Peter Madsen blev anholdt den 11. august. Den 12. august var han i grundlovsforhør. Derudover har der været retsmøder i forbindelse med varetægtsfængslingen den 5. september og den 3. oktober.

Facebook
Twitter