Christiania

Politi: Sigtet for drabsforsøg på betjente sympatiserer med Islamisk Stat

Sympatier med IS har formentlig intet med nedskydningen af betjentene at gøre, oplyser politiet.

Politiinspektør Jørgen Skov fortalte om skyderiet ved et pressemøde hos Københavns Politi tidligere i dag, men lige nu har politiet ikke flere oplysninger om sagen. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Den 25-årige mand, der nu er sigtet for drabsforsøg, organiseret hashhandel og ulovlig våbenbesiddelse efter et blodigt skyderi på Christiania i går, har sympatier for terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Det skriver Københavns Politi.

- Den varetægtsfængslede er dansk statsborger, men født i Bosnien Hercegovina. Han har boet i Danmark, siden han var fire år. Han har tilsyneladende tilknytning til Millatu Ibrahim og sympatier for IS (Islamisk Stat, red.), skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Der er imidlertid på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at dette har haft indflydelse på skudepisoderne på Christiania, står der videre i pressemeddelelsen.

Ligesom politiet siger kilder i miljøet til DR Nyheder, at den 25-årige har haft tilknytning til den radikale islamistiske gruppe Millatu Ibrahim, der sympatiserer med terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Den 25-årige mand skal ifølge DR Nyheders oplysninger desuden være kommet i den bosniske moské på Nørrebro i København.

Oplysningen kommer frem, efter at der i dag er blevet afholdt grundlovsforhør, hvor den 25-årige med tilknytning til den organiserede hashhandel i Pusher Street på Christiania blev fremstillet in absentia. Her blev det besluttet at sigte og varetægtsfængsle manden.

Sagen startede i går aftes på Christiania, hvor den formodede gerningsmand skød mod to civilklædte betjente og en civil borger. En betjent blev hårdt såret. Den anden betjent og den civile borger blev ramt i benet.

Skyderiet skete, da manden forsøgte at komme væk fra Christiania med udbyttet fra dagens hashsalg. Manden blev tidligt i morges såret under anholdelsen. Han er nu indlagt på hospitalet.

Der er afsagt kendelse om navneforbud for både de to betjente, den ene civile person, men ikke for den fængslede mand, skriver politiet.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få Københavns Politi til at uddybe oplysningen i pressemeddelelsen.

Facebook
Twitter