Politi undersøger kurdisk tv-station i Danmark

Københavns Politi i gang med opfattende undersøgelse af påstået forbindelse mellem dansk-kurdisk tv-station og PKK, det forbudte kurdiske arbejderparti i Tyrkiet.

Tyrkiet mener, at den dansk-kurdiske tv-station ROJ TV har forbindelse til PKK. Københavns Politi undersøger nu sagen. (© Politiet)

Tyrkiets regering mener, at den københavnske tv-station ROJ TV opfordrer til had, samt at stationen har forbindelse til det forbudte kurdiske arbejderparti i Tyrkiet, PKK.

Derfor er tv-stationen, der sender nyheder og underholdning til herboende kurdere, nu blevet genstand for en større politiundersøgelse. Radioavisen erfarer, at Politiets

Efterretningstjeneste
har overgivet sagen til Københavns Politi.

Den tyrkiske justitsminister Cemil Cicek retter en skarp kritik mod Danmark for ikke for længst at have forbudt tv-stationen.

- De forhaler sagen, sagde han under et besøg i Stockholm med adresse til det danske politi.

Tidligere frikendt

Radio- og tv-nævnet har tidligere på året

afvist
en klage fra Tyrkiet om indholdet i ROJ TV's programmer. Nævnet gennemgik en række nyhedsindslag om kampe mellem kurdiske guerilla-soldater og tyrkisk militær, men fandt ingen beviser for, at tv-stationen opfordrede til had og frygt.

Alligevel er ROJ TV altså nu blevet genstand for en politiundersøgelse.

Tyrkiet har tidligere haft held med at lukke en række kurdiske tv-stationer i Europa, blandt andet i Tyskland.

Det er ikke lykkedes for Radioavisen at få en kommentar fra ROJ TV's ledelse, men tv-stationen har tidligere

afvist
enhver forbindelse til PKK. Justitsminister Lene Espersen og den tyrkiske ambassadør i Danmark Fügen Ok
afviser
begge at kommentere sagen, mens den undersøges af politiet.

Facebook
Twitter