Politiaktion førte til voldsomme sammenstød på Christiania

En rutinemæssig razzia på Christiania i København endte med kampe og tumult, hvor flere personer hævder at være blevet angrebet med knipler.

Videoen her er filmet og redigeret af Cadok, Christiania Dokumentar. Teksten i videoen er skrevet af Cadok, blandt andet skriver gruppen, at det er politiskoleelever, der gennemførte aktionen, men det afviser politiet.

En tilsyneladende rutinemæssig razzia på fristaden Christiania i København endte med sammenstød, der er blevet filmet af Christianias egen dokumentargruppe.

Flere fotografer fra gruppen Cadok, som dokumenterer situationer på fristaden, var til stede ved dagens razzia, og videoen, som gruppen har delt på deres Facebook-side har torsdag aften, har allerede fået over en halv million visninger.

Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Task Force Pusherstreet, bekræfter aktionen over for Ritzau.

- Der kommer nogle personer, der er aggressive og højtråbende. En større mængde mennesker begynder at kaste med sten og flasker, og en kollega bliver ramt på armen. Vores leder på stedet siger, at stavene skal trækkes, og at der skal løbes imod mængden, siger han til nyhedsbureauet.

Politikommissæren var ikke selv til stede ved aktionen, men har fået den gengivet. Betjentene var også selv udstyret med kameraer, og politiet forsøger nu at få et overblik over hændelserne.

Politiet på jagt efter "løbere"

Til Ekstra Bladet forklarer Steffen Thaaning Steffensen, at politiet var på Christiania for at fange de såkaldte "løbere", som løber væk med hash, når politiet laver aktioner. Men fotograferne fra Cadok beskriver politiets adfærd som usædvanlig aggressiv og hævder, at adskillige af de tilstedeværende blev angrebet med knipler.

- Da politiet var på vej ud fra Christiania, er vi bag dem og følger med ud og filmer det, der foregår. Men pludselig ud af det blå, vender omkring 20 af betjentene sig om og begynder at slå på alle, der står og filmer, hvor flere af dem ikke har noget med Christiania og hashmarkedet at gøre, siger Thomas Lund Jensen, der filmer for Cadok.

På videoen, ser man blandt andet en mand stå ved en cykel, hvorefter han tilsyneladende kommer i klammeri med en betjent.

- Hvis vi beder folk om at flytte sig, og de bliver stående, så får de en med staven. Det gør vi for at afværge angreb på personer, og politiet er jo også personer, siger Steffen Thaaning Steffensen til Ekstra Bladet.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil nu undersøge, om der er indløbet anmeldelser i forbindelse med dagens aktion.

- Vi vil kigge grundigt på videoen og vurdere, om vi vil tage sagen op af egen drift, oplyser direktør Kirsten Dyrman til DR Nyheder.

Syet med to sting i hovedet

24-årige Oliver Haase var også på Christiania i dag for at filme, og på videoen ser man ham i sammenstød med politiet, som han hævder har slået ham så voldsomt, at han efterfølgende måtte en tur på skadestuen og blive syet med to sting i hovedet.

Både ham og Thomas Lund Jensen hævder dog, at de ikke har provokeret politiet og er gået væk, da de blev bedt om det.

- Der bliver vist kastet en flaske bagfra, hvor vi står, men den fløj langt over dem og landede ude på vejen. Jeg tror, det var det, der fik nogle af betjentene til at vende om. Der kan godt være, der også kom sten, det hænder jo, der bliver kastet med ting og sager derude, siger Thomas Lund Jensen.

Ifølge Christianias pressegruppe vil man på fristaden holde fællesmøde i løbet af fredagen for at finde ud af, hvordan man forholder sig til dagens begivenheder.

Politiet har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere over for DR Nyheder.