Politibetjent ramt af vådeskud ved synagogen i København

En person fra Forsvaret har ved et uheld skudt en betjent i armen.

I september sidste år begyndte soldater at bevogte den jødiske synagoge i København. Billedet er fra sidste år og har ikke noget med den aktuelle sag at gøre. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ved et uheld er en politibetjent blevet ramt af et vådeskud i armen i en vagtstue ved den jødiske synagoge i København.

Det er en af Forsvarets folk, der er kommet til at affyre vådeskuddet.

Det oplyser kommunikationschef ved Københavns Politi Tasja Parize.

- Der har været ambulance og politi forbi synagogen, og betjenten har det efter omstændighederne fint. Det er ikke kritisk. Vi er nu i gang med at undersøge, hvordan det kunne ske og har ikke yderligere kommentarer, siger hun.

Forsvaret bekræfter ligeledes hændelsen i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis en ulykkelig situation, men nu må vi afvente en undersøgelse af, hvad der nærmere er sket, siger chef for Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando, Kenneth Pedersen.

Det er Forsvarets Auditørkorps, der nu skal undersøge sagen. Auditørkorpset har til opgave at efterforske og behandle militære straffesager.

Politiet har bevogtet en række jødiske institutioner, siden Omar El-Hussein i 2015 skød og dræbte to personer foran henholdsvis Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.

I september 2017 overtog danske soldater bevogtningen af tre adresser fra politiet - synagogen i Krystalgade, en jødisk institution på Ole Suhrs Gade og den israelske ambassade i Hellerup.

Det er fortsat politiet, der har det overordnede ansvar for bevogtningen af adresserne, og der er derfor altid en repræsentant for politiet ved bevogtningen.