Politidirektør: Lettere at bekæmpe hashhandlen, hvis den er spredt ud i byen

Københavns Politi vil invitere christianitter på 'tryghedsvandring', efter at Pusher Street er blevet ryddet.

- Jeg vil sige det så simpelt som at hvis man kigger på de ressourcer, som Københavns Politi historisk set har brugt ude på Christiania – hvis vi kan flytte dem ind i resten af byen, så har vi da lidt at gøre med, lød det fra politidirektør Thorkild Fogde på dagens pressemøde. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Det kan ikke afvises, at det københavnske hashmarked bliver spredt rundt i hele byen, hvis det lykkes at holde Christiania fri for hashsælgerne.

Sådan lyder det fra Københavns Politi, efter at Christianias beboere i dag har revet hashboderne i Pusher Street ned.

Politidirektør Thorkild Fogde mener dog ikke, at det er et problem - tværtimod.

- Det er ikke noget nyt problem for Københavns Politi – vi er i stand til at håndtere det. Det, som er besværligt på Christiania, er den lukkede geografi og den passive medvirken, vil jeg næsten kalde det, som hashhandlen derude har været præget af, forklarer han.

Christiania

Hashhandlen på Christiania er i fokus, efter at en mand d. 31. august skød to betjente og en civil på Christiania. Følg seneste nyt her.

Se Tema

- Så på den måde er der selvfølgelig fordele ved at sprede den her handel.

Flere peger dog på, at man ikke kommer hashhandlen til livs ved bare at lukke Pusher Street. I stedet vil det blive spredt over hele København og måske føre til en yderligere forråelse af miljøet. Til det lyder det fra politidirektøren:

- Uanset hvad man mener om hash samt udbud og efterspørgsel på det her område, så kan det aldrig blive gavnligt for hashforbruget i Danmark, at der ligger et kæmpestort hashsupermarked lige midt i byen.

Ligesom så mange andre fulgte politiet også aktivt med i nedrivningen af Pusher Streets mange hashboder her til morgen.

Og christianitternes indsats i kampen mod den organiserede hashhandel blev noteret med tilfredshed, forklarer Thorkild Fogde.

- Fra Københavns Politis side har vi hele tiden sagt, at vores mål er at patruljere Christiania på lige fod med den måde, som vi kan patruljere andre særlige byområder på i København. Det vil vi tage hul på nu, siger Thorkild Fogde.

- Og så i næste uge indbyder vi vores samarbejdspartnere – christianitter, myndigheder, naboer og andre – til en tryghedsvandring i området, som skal resultere i et samlet katalog af ændringer, som kan være med til ikke bare at indlede den her forhåbentligt positive udvikling, men også at fastholde den fremover.