Christiania

Politidirektør: Nødvendigt med flere initiativer på Christiania

Pusher Street må ikke synke tilbage til den lovløshed og det anarki, som herskede tidligere, slår Thorkild Fogde fast.

Det kan godt være, at kameraovervågning ikke er vejen frem på Christiania, men politidirektør Thorkild Fogde har andre tiltag i ærmet. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Politidirektøren i København ærgrer sig over, at christianitterne på et fællesmøde i går lagde afstand til kameraovervågning på Christiania.

- Det er rigtig ærgerligt, men jeg synes først og fremmest, at det er ærgerligt for Christiania selv, siger Thorkild Fogde til DR.

Han forsikrer samtidig, at politiet fortsat vil ændre Christiania - med eller uden christianitterne. Det handler blandt andet om at ændre adgangsforhold, belysning og om politiets mulighed for at patruljere normalt.

- Det havde været allerbedst for alle parter, hvis vi i en periode kunnet have understøtte det samarbejde med videoovervågning. For det er ikke nogen hemmelighed, at kriminaliteten lurer lige under overfalden, og det bliver svært at styre den for christianitterne, hvis ikke det sker i tæt samarbejde med politiet, siger Thorkild Fogde.

Flere tiltag er på vej.

- Det er nødvendigt med nogle flere initiativer, hvis man skal forhindre området i at falde tilbage, og de initiativer må politiet arbejde videre med på egen hånd i det omfang, at vi ikke kan opnå dem i fællesskab, siger han.

Hvilke initiativer, der er tale om, vil politiinspektøren ikke sige. Men målet er fortsat klart.

- Vi skal holde fast i, at Pusher Street ikke må synke tilbage til den lovløshed og det anarki, som herskede tidligere. I øjeblikket kan politiet patruljere på Pusher Street. Det har vi hele tiden ønsket at kunne, og det skal vi holde fast i, siger han.

Facebook
Twitter