Politidirektør om cykeltyverier: Opklaringsprocenten er mildt sagt ikke prangende

Selvom mindre end en procent af alle anmeldelser om cykeltyverier fører til en sigtelse, er det ikke der, politiet bør lægge sine ressourcer, mener politidirektør.

- Politiets opklaringsprocent på det her område er mildt sagt ikke prangende, erkender politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Selvom der sidste år blev anmeldt over 55.000 cykeltyverier, er risikoen for at blive sigtet for cykeltyveri forsvindende lille, viser tal fra Danmarks Statistik, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået.

Generelt set er cykeltyverier ikke højt prioriteret af politiet, og sigtelsesprocenten er derfor også lavere sammenlignet med andre former for kriminalitet, erkender politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi.

- Det er grundlæggende fordi, at opklaringsmulighederne er meget begrænsede. Værdierne er meget små, og derfor er det et område, som bliver fortrængt af andre kriminalitetsområder, hvor politiets indsats giver større udbytte, siger han.

(Foto: Grafik Mads Rafte Hein © (c) DR)

Hovedstaden: 68 sigtelser, 16.000 anmeldelser

Ikke overraskende bliver langt de fleste cykeltyverier begået i og omkring landets største kommuner, hvor der er flest indbyggere og dermed også flest cykler.

København er den kommune, der har har flest anmeldelser per 1.000 indbyggere. Sidste år blev 68 personer sigtet for cykeltyverier, men samtidig modtog politiet 16.297 anmeldelser om stjålne cykler.

Dermed oprettede betjente fra Københavns Politi kun sigtelser på, hvad der svarer til under en halv procent af de anmeldte tyverier.

Men det betyder ikke, at politiet slet ikke har gjort noget ved problemet, mener politidirektøren. Cykeltyverierne har generelt set været aftagende i de seneste år, hvor der er kommet færre anmeldelser til politiet, fortæller Thorkild Fogde.

- Når vi nu kan se, at antallet af cykeltyverier i København over de seneste fem år er faldet med cirka 25 procent, så skal det også ses i lyset af nogle forebyggende foranstaltninger. Politiet har blandt andet lavet en ny app, som gør det muligt at slå stelnumre på cykler op over internettet. Sådan nogle initiativer, tror jeg personligt, har mere effekt end traditionel retsforfølgning, som er vanskelig at bruge, siger han.

Mørketal mudrer statistikken

Der er dog samtidig et mørketal, når det kommer til cykeltyverier. For det er langt fra alle, der anmelder tyverierne til politiet, erkender politidirektøren.

- Selvfølgelig skal al kriminalitet i princippet anmeldelses og opklares, men det er da også klart, at er der forsvundet en gammel cykel til en værdi af to-tre hundrede kroner, så er det ikke sikkert, at man som borger ønsker at anmelde det til politiet, og det skaber selvfølgelig et mørketal, siger han.

- Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam foreslår, at politiet bør nedsætte en særlig gruppe til at opklare cykeltyverier, ligesom man har gjort i London. Hvad tænker du om det forslag?

- Om jeg kan forestille mig en task force mod brugstyverier af cykel, der skal bekæmpe den her tendens, som nogen åbenbart har til at tage noget, der ikke tilhører dem, bare fordi det står i det offentlige rum. Det ærlige svar er, at dér vil ressourcerne nok på nuværende tidspunkt blive brugt bedre andre steder, siger han.

Traditionelt politiarbejde er ineffektivt

For spørgsmålet er, om en ekstra indsats mod cykeltyverierne i traditionel forstand vil have en gavnlig effekt set i forhold til, hvad det ville koste politiet i ressourcer, mener politidirektøren.

- Politiets opklaringsprocent på det her område er mildt sagt ikke prangende. Det betyder selvfølgelig, at langt hovedparten af cykeltyverier ikke bliver opklaret og retsforfulgt i traditionel forstand. Men spørgsmålet er, hvad vil det have af betydning for området, hvis opklaringsprocent nu steg fra under en procent til en 4-5 procent. Ville det påvirke udviklingen afgørende i forhold til de ressourcer, som det ville kræve hos politiet, spørger han.

- Men når risikoen for at blive taget er så lav, er det så ikke det samme som at opfordre til, at man bare kan gå ud og tager en cykel, for det får ingen konsekvenser?

- Nej, det mener jeg bestemt ikke, at det er. Jeg mener bestemt også, at der er en risiko ved stjæle, uanset hvad det er, man stjæler. Det gælder også for cykler. Men jeg mener, vi skal bruge vores kræfter præventivt. For det, tror jeg personligt, giver en bedre effekt, end om opklaringerne er på en, tre eller syv procent, siger han og fortsætter:

- Tyveri er en straffelovsovertrædelse, også selvom det er en cykel. Og det giver en plet på straffeattesten, hvis man bliver dømt for det.

TIP OS: Kender du noget til organiseret cykeltyveri, så kontakt DR’s journalister Nicolas Nielsen og Alexander Hecklen på nisn@dr.dk og ahec@dr.dk.

Facebook
Twitter