Politiet advarer: For mange stimler sammen udendørs

Borgere modarbejder inddæmningen af coronavirus, hvis de fortsætter med at mødes på befærdede steder.

Det solrige forårsvejr har de seneste dage trukket mange danskere udenfor.

Men nogle steder har lysten til at mødes med familie og venner udendørs udfordret reglerne om, at man ikke må samles i større grupper.

Derfor er politiet klar til på en mere håndfast måde end hidtil at sørge for, at der ikke er for mange personer på ét sted.

Det fortæller rigspolitichef Thorkild Fogde i en pressemeddelelse.

- Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil ud og nyde det gode vejr. Det er også helt i orden. Man må gerne gå eller løbe en tur.

- Men hold afstand til hinanden, når I færdes derude. Hvis der allerede er mange i et område, så gå et andet sted hen, siger Thorkild Fogde.

I parker, på broer og andre steder

Siden onsdag klokken 10 har forsamlinger på mere end 10 personer i det offentlige rum ikke været tilladt.

Begrænsningen skal hindre smitte med coronavirus.

- Vi skal have stoppet smittespredningen, og det kan vi altså kun, hvis vi løfter i flok og tager ansvar. Vi ser for mange eksempler på, at man stimler sammen i parker, på broer og andre steder, siger rigspolitichefen.

Selv nævner Rigspolitiet Dronning Louises Bro i København og legepladser rundt om i landet som steder, hvor mange mennesker typisk samles, når vejret er godt. Også selv om det meste af landet i øvrigt er lukket ned.

Politiet har de første dage med forbuddet mod større forsamlinger mødt danskerne med "dialog, råd og vejledning".

Men for at få alle til at forstå alvoren, er politiet nu klar til at hive bødeblokken frem, hvis reglerne ikke følges.

Brud på reglerne kan udløse en bøde på 1500 kroner.

- Budskabet er meget klart: Spred jer – i stedet for at sprede smitte. Det er alvorligt det her, siger Thorkild Fogde.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter