Politiet advarer mod farlig medicin stjålet fra Svendborg Sygehus

Sygehuset oplyser, at der er tale om farlige narkoselignende stoffer.

(Arkivfoto) Farlig og potentiel dødelig medicin er stjålet fra Svendborg Sygehus. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

Fyns Politi advarer mod at indtage medicin, der fredag er blevet stjålet fra anæstesiologisk intensiv afdeling på Svendborg Sygehus.

- Sygehuset har haft et indbrud, som vi er ved at undersøge i øjeblikket, oplyser Henrik Krøjgaard, vagtchef ved Fyns Politi.

Medicin kan være livsfarlig

Henrik Stougaard, ledende overlæge ved anæstesiologisk intensiv afdeling på Svendborg Sygehus, forklarer, at det er meget kraftigt medicin, der er blevet stjålet.

- Der er dels tale om noget stærkt morfinlignende medicin, som vi bruger til at bedøve folk med. Derudover er der også tale om muskelafslappende medicin, fortæller han.

Sidstnævnte kan være særdeles farligt, hvis det kommer i de forkerte hænder.

- Hvis man tager medicinen, kan man ikke trække vejret, som man plejer, fordi det lammer musklerne til vejrtrækningen, oplyser Henrik Stougaard.

Der er desuden stjålet hjertestimulerende midler, som også kan være farlige.

- Det kan være dødeligt i de forkerte hænder, så det er bestemt noget, man skal være på vagt over for, lyder advarslen fra Henrik Stougaard.

Årsag bag tyveri er ukendt

Svendborg Sygehus oplyser, at den farlige medicin er stjålet fra aflåste skuffer på sygehuset.

Fyns Politi kender endnu ikke årsagen til tyveriet.

- Vi ved ikke, om det er nogen, der efterspørger medicinen, eller om det er nogen, der kunne finde på at sælge det videre, siger Henrik Krøjgaard, vagtchef ved Fyns Politi.

- Såfremt man kommer i besiddelse af medicinen, eller ved hvor det befinder sig, vil vi rigtig gerne vide det, fortæller Henrik Krøjgaard.

Fyns Politi opfordrer til, at man ringer 114, hvis man kommer i besiddelse af medicinen eller får oplysninger om, hvor den stjålne medicin befinder sig.