Politiet advarer mod indbrud: Alt for mange lader deres hjem stå pivåbne

Efter mere end 100 'uhindrede indbrud' alene i år, opfordrer politiet folk til at låse deres døre.

Lås døre og luk vinduer, sådan lyder opfordringen fra politiet, efter tyve i mere end 100 tilfælde alene i år har haft alt for let adgang med blandt andet ulåste døre og åbne vinduer. (Foto: Lars Rievers © Scanpix)

Hvis du gerne vil undgå, at nogen går ind i dit hjem og stjæler dine ting, er det en god idé at låse døren.

Det lyder måske banalt og simpelt, men ikke desto mindre oplever politiet, at mange af os ikke får låst vores dør, når vi forlader huset eller opholder os ude i haven.

Derfor er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ude med en opfordring til alle om at låse deres døre. Opfordringen kommer, efter at politiet alene i år har modtaget mere end 100 anmeldelser af såkaldte 'uhindrede indbrud'.

Med andre ord indbrud, hvor tyvene har haft alt for let adgang, fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm.

- Mange glemmer at låse deres døre. Enten når de forlader hjemmet, eller når de opholder sig ude i deres have – og så står vinduer og døre åbne, og det er der ind imellem nogen, der benytter sig af, siger han og tilføjer:

- At låse er den minimumforanstaltning, man kan foretage sig, når man skal sikre sit hjem mod indbrud. Det gør det unægtelig sværere for indbrudstyve at komme ind i huset.

Ingen erstatning, hvis døren er åben

Det kan være dyrt ikke at låse sin dør, for hvis tyven har det politiet kalder 'uhindret adgang', så bliver hverken smykker eller kontanter erstattet. Det samme gælder, hvis vinduet har stået på klem eller haspen ikke er sat på, oplyser Ole Vidstrup fra Forsikringsoplysningen.

- Det er ikke nok, at man har vinduet sat på en sikkerhedsordning, for så stikker man bare en skruetrækker ind og brækker vinduet op. Så det (vinduet red.) skal være haspet til og dørene skal være låst, hvis man vil have dækning for tyveri af smykker og rede penge, siger han.

Så hvis du går til forsikringsselskabet og fortæller, at tyven er smuttet med din gamle sofa, 3000 euro og alle dine arvesmykker, er det kun sofaen, du vil få erstatning for.

Det skyldes, at der er tale om 'simpelt tyveri' og ikke 'indbrudstyveri', forklarer Ole Vidstrup.

Sjællænderne får heller ikke altid låst døren

Det er ikke kun Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der oplever, at folk ikke låser deres døre. Hos Midt - og Vestsjællands politi har man i år talt 30 indbrud, hvor tyven kunne gå lige ind.

Karsten Nielsen, der er tilknyttet kampagnen 'Bo trygt', hvor enkeltpersoner, grundejerforeninger eller et helt kvarter kan få gratis rådgivning, mener ikke, at man skal gå rundt og være konstant bange for tyveri, men 'bruge sin sunde fornuft'.

- For eksempel ved at låse af på den side af huset, som vender ud til den offentlige vej, siger han og tilføjer, at du faktisk også hjælper naboen, når du husker at låse.

- Ved at gøre det vanskeligere at bryde ind, reduceres indbrudstallene ikke kun i det kvarter, hvor man gør noget, faktisk sænkes indbrudstallet generelt, siger Karsten Nielsen.

5 råd mod indbrud

  • Bliv Nabohjælper: Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve. Hils på dem, du møder, og fortæl naboer, hvis du aner uråd.

  • Tænd lys og klip hæk: Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for at tyven bliver set af naboerne. Undgå også høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem.

  • Gør døre og vinduer svære at bryde op: Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren, gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Lås værktøj og haveredskaber inde i et skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med.

  • Køb ikke tyvekoster: Hvis ingen købte tyvekoster, var der ingen indbrud. Brug altid MobilePay, eller kig efter NemID hos sælger, når du køber brugt. Begge betalingsformer er tilknyttet et cpr-nummer, og det ønsker kriminelle ikke.

  • Ring 114 ved mistanke: Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud så ring til 114

  • Kilde: Kampagnen 'Bo Trygt', TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.