Politiet advarer om ny måde at fejre studenterhuen på: 'Alt ved det her er farligt'

Indtil videre har politiet fået henvendelser om problemet i Aarhus og København.

Det er forbundet med en stor risiko, når studenter fejrer deres hue hængende ud af vinduet på en bil. (Foto: Jan. E. Jørgensen

Landets unge kan lige nu skrive alt fra drømmeknusende minus 3'ere til prominente 12-taller i deres studenterhuer. Og traditionen tro skal det fejres med pomp, pragt og i mange tilfælde rigelige mængder alkohol.

Men enkelte steder er de glade studenter begyndt at fejre huen på en måde, der bringer både dem selv og andre i fare.

Rundt om i landet er studenter nemlig begyndt at fejre den afsluttede uddannelse med overkroppen hængene ud ad vinduet på en bil, der ofte kører i høj fart.

Hos Københavns Politi fik man natten til torsdag 14 anmeldelser om "studenterkørsel til ulempe" og måtte uddele syv bøder.

Og selvom dopaminen raser, og man er lykkelig over at have afsluttet sin uddannelse, så er en biltur med kroppen ud ad vinduet en ualmindelig åndssvag måde af fejre det på. Det understreger vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen.

- Alt ved det her er jo farligt. Du kan falde ud af bilen, bliver ramt i et færdselsuheld eller ramme andet. Og det gør det jo ikke bedre, hvis man har fået lidt at drikke, siger Esben Godiksen.

Østjyllands Politi: Nyt i forbindelse med studenterfejringerne

Også hos Østjyllands Politi har man registreret problemet, da man er blevet gjort bekendt med minimum en episode, hvor en bil med studenter ud ad vinduerne er kørt igennem den meget trafikerede Park Alle i hjertet af Aarhus.

Det har man set før i Aarhus, men ikke som en del af studenterfejringen, siger operativ leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi Amrik Singh Chadha.

- Vi har før set det ved andre former for fejring. For eksempel når landsholdet har succes eller ved specifikke bryllupsoptog eller ved biltræf.

- Men jeg synes, det er nyt, at vi ser det i forbindelse med studenterfejringer, siger han.

Inden de officielle studenterkørsler for alvor er gået i gang, er enkelte studenter begyndte at holde deres egen fest på fire hjul. Her ses studenter fra sidste år, der altså nøjedes med studentervognen som transport. (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Og man risikerer ikke kun at være til fare for sig selv, men også andre, lyder det.

- Man kan jo selv ramme andre, og hvis man er under indflydelse af alkohol, risikerer man jo især, at man simpelthen bare falder ud af bilen. Det skaber simpelthen en utryghed blandt medtrafikanter. For det er jo ikke en normal adfærd.

Men skal de her unge mennesker ikke også have lov til at fejre det?

- Der er tonsvis af andre måder, man kan fejre på. Det her behøver ikke at være en af dem. Vi ser hvert år alt, alt for mange tilskadekomne i trafikken. Og så behøver man altså ikke opsøge det på den her måde, siger Amrik Singh Chadha.

Flere politikredse kender ikke til problemet

Han understreger samtidig, at man står klar med bødeblokken, hvis betjentene oplever episoder som den på Park Alle.

- Jeg kan sige med sikkerhed, at hvis vi får øje på det, så vanker der bøder. Det er ikke en adfærd, vi finder acceptabel.

Spørger man politikredsene, så tegner der sig et mønster af, at de bøder primært skal gives i landets to største byer.

Hverken Fyns, Syd- og Sønderjyllands, Nordjyllands eller Københavns Vestegns Politi er bekendt med henvendelser om, at studenter har kørt rundt hængende ud ad vinduet, oplyser de til DR Nyheder.

Gymnasieeleverne: Corona har blokeret for god alkoholkultur

Hos Danske Gymnasiers Sammenslutning tager man afstand fra den risikable måde at køre "studenterkørsel" på.

- Det er jo både farligt og dumt. Og enormt ærgerligt, at det sker, siger forkvinde Alma Tynell.

Hun mener samtidig, at det er et udtryk for, hvor dybe skår corona-nedlukningerne har slået i de unges dannelse.

- Jeg vil ikke undskylde det, men jeg tror, en mulig forklaring er, at man under corona ikke har lært en god alkoholkultur, fordi der ikke har været en indflyvning til en ordentlig alkoholkultur, siger hun.

Men er der ikke noget paradoksalt i, at unge mennesker kan sætte sig ind i et helt gymnasiepensum og få 12-tal på 12-tal, men samtidig ikke forstår, at man ikke skal hænge ud ad vinduet på en bil?

- Jo, derfor er det også vigtigt at understrege, at det her er nogle enkelte unge og ikke udtryk for en tendens blandt alle unge, siger Alma Tynell.

Og den udlægning er Noemi Katznelson, professor og centerleder på Center for Ungdomsforskning, ganske enig i.

- Jeg tror, vi skal se i øjnene, at vi på en række forskellige områder kigger ind i en generation af unge, der skal dannes i forhold til social adfærd.

- Jeg tror, vi vil se det poppe op i ny og næ. Så er det Tivoli, så er det storskærmsarrangementer hos DBU, og nu er det så det her, siger Noemi Katznelson.