Politiet affyrer skud under Paludan-demonstration i Aarhus

Østjyllands Politi har skudt en knivbevæbnet mand ved en Rasmus Paludan-demonstration.

Politiet skød denne mand i benet ved en Stram Kurs-demonstration. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

En knivbevæbnet mand er blevet skudt af politiet ved en Stram Kurs-demonstration i Gellerup.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

En video fra stedet viser en mand i hvidt jakkesæt med rød skjorte og røde strømper med trukket kniv. I videoen ses manden omringet af politiet, der affyrer varselsskud. Videoen kan blandt andet ses på bt.dk.

Tidligere i dag annoncerede Rasmus Paludan på Stram Kurs' Facebook-side, at han havde til hensigt at brænde koranen af i Gellerup.

Rasmus Paludan skriver på sin Facebook-side, at "En muslimsk mand på ca. 55 år angreb mig med kniv ved Gellerupparken. Ingen skader på mig."

Efter skudepisoden er der opstået uroligheder i Gellerupparken, hvor flere personer har maskeret sig og kaster med sten mod politiet.

- Vi har mange betjente i området, og vi vil hen over weekenden være ekstra til stede i det vestlige Aarhus for at skabe ro derude, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter