Bandekonflikt

Politiet anholder to mænd i forbindelse med drab i Mjølnerparken

De vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.

Det var en 22-årig mand, der blev skudt og dræbt i Mjølnerparken. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Københavns Politi har anholdt to personer med banderelation for drabet på en 22-årig mand i Mjølnerparken på Nørrebro i København den 9. november.

Det oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Torben Svarrer.

- Vi har været ude og foretage anholdelser af to unge mænd fra bandemiljøet her til morgen omkring klokken halv syv. Vi har haft en intensiv efterforskning efter drabet, og den har ledt os frem til de to personer. De er begge sigtet for drabet i Mjølnerparken, siger han.

Mændene er henholdsvis 18 og 21 år og fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

På nuværende tidspunkt kan politiet ikke oplyse, hvilken relation det er, de to mænd har til bandemiljøet. Ifølge DR Nyheders oplysninger har de forbindelse til bandegrupperingen Loyal to Familia.

- Eftersom drabet skete i Mjølnerparken, hvor en af grupperingerne holder til, så er det nærliggende at tro, at dem vi anholdt hører til den anden gruppering. Mere kan jeg ikke sige, siger Torben Svarrer.

To allerede fængslet i sagen

Yderligere fire personer er tidligere blevet anholdt i sagen. Tre mænd blev anholdt den 10. november, og en fjerde person blev anholdt tre dage senere.

To af de personer, der blev anholdt tidligere på måneden, sidder fortsat varetægtsfængslet. Deres varetægtsfængsling blev den 21. november forlænget i 14 dage.

De to andre – som er unge mænd på henholdsvis 18 og 21 år – er blevet løsladt igen.

Torben Svarrer kan ikke oplyse, om de anholdte mænd har relation til de fængslede personer.

Den 22-årige mand blev dræbt af skud, mens han sad i en bil sammen med to andre. En blev strejfet af skud, mens den tredje forsvandt fra stedet.

Manden havde ikke relation til en bande, men kendte folk fra bandegrupperingen omkring Mjølnerparken, fordi han var vokset op sammen med dem.

Drabet forbindes til den verserende bandekonflikt mellem banden Loyal to Familia, der udspringer af Indre Nørrebro, og en gruppering fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.

Facebook
Twitter