Politiet anholder person efter flere forsøg på brandstiftelse ved Christiansborg

Politiet har anholdt den person, som har forsøgt at sætte dør i brand ved Christiansborg. Personen blev anholdt, da han forsøgte igen.

Politi og brandvæsen er talstærkt til stede ved Christiansborg. (Foto: Casper Lyngby © Dr)

Der er lige nu et større politiopbud ved Christiansborg midt i København. Her har politiet anholdt den person, som man formoder i går smed en brandbombe mod en port på Christiansborg.

Det oplyser vagtchef Leif Hansen fra Københavns Politi til DR Nyheder.

En person er blevet anholdt, mens han forsøgte sig med brandstiftelse endnu en gang, oplyser vagtchefen.

- Vi har intensivt patruljeret i området, men ikke desto mindre lykkes det for en person omkring klokken 19 endnu en gang at kaste en molotovcocktail, som bryder i brand. I forbindelse med det observerer en af vores motorcykelbetjente en person, som han antager er den på billedet. Han løber efter ham og får ham anholdt, siger Leif Hansen til DR Nyheder.

Vagtchefen oplyser, at det var anden gang i dag, at den nu anholdte mand forsøgte sig med brandstiftelse. Det ved man, fordi efterforskerne selv så personen, og at videoovervågning viser manden tage en flaske op fra en pose - en flaske, som politiet mener er en molotovcocktail.

Han stopper dog sit forehavende, da tre turister kommer gående.

Efterlyste person med billede

Tidligere i dag efterlyste politiet med billede den person, som de mener, står bag den molotovcocktail, der sent i aftes blev kastet mod en af Christiansborgs træporte.

Porten fik sodskader, men hverken porten eller bygningen blev antændt.

Video fra i aftes, da den første brandbombe blev smidt mod porten:

Christiansborg ligger på Slotsholmen i det centrale København og er hjemsted for blandt andet Folketinget, Statsministeriet og Højesteret.

Området omkring Christiansborg er afspærret, og det nationale kriminaltekniske center, der er specialisterne fra Rigspolitiet, er tilkaldt for at gennemgå gerningsstedet.

En medarbejder ved Københavns Kommune, der kører rundt og tømmer skraldespande, har desuden sidst på eftermiddagen henvendt sig til politiet, og sagt, at han har fundet noget, han mener, er en brandbombe i en skraldespand.

Politiet har hentet skraldespanden, og nu skal det undersøges om den anholdte står bag denne også, oplyser vagtchef Leif Hansen.

Opdateret med citater fra Københavns Politi.