Politiet: Banders brug af hjemløse handler ikke om Pusher Street

Politiet har allerede inden lukningen af Pusher Street hørt, at hjemløse tvinges til at sælge hash.

Hashhandlen på Christiania har flyttet sig, efter Pusher Street er lukket. Men når unge hjemløse lokkes til at sælge, skyldes det, at banderne er blevet mere aggressive i deres metoder for at sætte sig på narkomarkedet, siger politiet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er ifølge politiets oplysninger banden Loyal to Familia (LTF), som tvinger unge hjemløse til at sælge hash.

Og ordensmagten har hørt om tendensen allerede inden lukningen af Pusher Street på Christiania, fortæller Torben Svarrer, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

- Man kan ikke drage en parallel til Pusher Street. Vi har også hørt om tilfælde fra foråret, og det har i min optik ikke noget med Pusher Street at gøre.

- Det handler lige så meget om, at banderne sælger hårdere stoffer, og det har vi per tradition ikke set i Pusher Street, siger han til DR Nyheder.

Ifølge vicepolitiinspektøren sker rekrutteringen, fordi banderne har sat sig på langt flere områder i hovedstaden end tidligere, og de hjemløse bliver sat til at sælge der.

- Der har været en udvidelse af LTF, og de områder skal de have folk til at sælge deres stof i. Vi hører fra miljøet, at de også sælger kokain, fortæller Torben Svarrer.

Omfanget er overraskende

Vicepolitiinspektøren siger dog, at problemets omfang kommer bag på ham, for politiet har selv kun hørt om enkelte tilfælde.

Men ifølge værestedet for hjemløse Hellebro oplever de, at flere og flere unge hjemløse bliver lokket med hurtige penge.

Og det er sket, efter rydningen af Pusher Street, skriver Berlingske.

- Det kommer lidt bag på mig, at oplevelsen er så massiv, for det er ikke den oplevelse, vi har haft, siger Torben Svarrer.

Han vurderer, at den opsigtsvækkende metode skyldes, at banderne de seneste år har fået en meget mere aggressiv adfærd. Det skyldes, at der er større kamp om narkotikamarkedet.

- Der er ingen tvivl om, at banderne er blevet meget mere parate til at yde vold. De er blevet mere aggressive. Det kan vi jo se i gadebilledet med det skyderi, vi har, siger han.

På baggrund af historierne vil politiet nu se nærmere på problematikken og yderligere øge synligheden i de berørte områder, og politiet vil forsøge at få de unge hjemløse i tale.

Det kan dog være svært at få dem til at åbne munden, erkender vicepolitiinspektøren. For de frygter for repressalierne fra banderne, siger Torben Svarrer.

- Det er nogle udsatte unge, der er hurtige at true. De bliver truet til at sælge stofferne, og hvis de ikke gør det, så er der trusler om vold. Nogen har fået tæsk, men man ønsker jo ikke at inddrage politiet, for det har de ikke tradition for. Det skal vi prøve at se, om vi kan gøre op med.

- Vi skal bare have de unge mennesker i tale, så vi kan få fat i de rigtige mennesker, for der er jo ingen tvivl om, at det skal stoppes, siger han.

Facebook
Twitter