Politiet beder om hjælp efter tre drabssager med brande på Sjælland

Det sker ikke tit, at man slår mennesker ihjel og bagefter tænder ild til stedet, lyder det fra politiet.

Udbrændt hus i Vemmelev, hvor politiet fandt dræbt person 16. juni. (Foto: Maja Flinthøj)

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget, som kan føre til opklaringen af tre drabssager på Sjælland, hvor der også er blevet sat ild til ofrenes huse.

Det siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi vil meget gerne have offentligheden til at give os informationer, hvis man har gjort sig særlige iagttagelser i og omkring de lokaliteter, hvor der er begået alvorlige forbrydelser, siger han.

Borgere skal ringe på 114.

- Vi har folk til at sidde klar til at modtage informationer, og der er ingen henvendelser, som ikke bliver taget alvorligt. Vi kan også håndtere, hvis der er folk, der har meget sensitive informationer, som skal behandles særligt skånsomt, siger han.

De tre mordbrande er sket i Vemmelev, Ruds Vedby og Odsherred. (© dr)

Politi om sagerne: Sker ikke så tit

De tre brande er sket i Gundestrup 14. februar, Ruds Vedby 21. april og Vemmelev 16. juni. Alle tre steder er på Vestsjælland.

I to af husene blev der fundet dræbte personer.

I sagen fra Ruds Vedby blev offeret fundet i en grusgrav nogle dage senere.

- Det er ikke så tit, vi ser, at man slår mennesker ihjel og bagefter tænder ild til det sted, hvor de personer er slået ihjel, lyder det fra Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er også derfor, at det giver god mening, at vi sammenkæder vores efterforskninger, og vi har et tæt samarbejde med Midt- og Vestsjælland som har en lignende sag, tilføjer han.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har derfor i dag valgt at nedsætte en særlig efterforskningsgruppe, som står for efterforskningen i sagerne fra Ruds Vedby og Vemmelev, ligesom politikredsen samarbejder med Midt- og Vestsjællands Politi i sagen om drabet i Gundestrup.

Politiinspektør Kim Kliver, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi (Foto: Claus bech © Scanpix)

Politiet vil endnu ikke sige noget om, hvorvidt der kan være tale om samme gerningsmænd i de tre sager, eller hvad et muligt motiv kan være.

Det sker af hensyn til efterforskningen.

Politiet vil heller ikke oplyse, hvad dødsårsagerne er, eller om ofrene har kendt hinanden.

Men i forhold til de to sager fra Ruds Vedby og Vemmelev lyder det:

- Der er noget omkring drabene, som gør, at vi finder det fornuftigt at slå vores efterforskning sammen, udover det faktum, at man har sat ild til stederne, siger Kim Kliver.

Politiet husker folk på, at de skal sørge for at leve et almindeligt liv og ikke bør være bekymrede.

De tre drabssager

  • Gundestrup torsdag 14. februar: Brand i en ejendom på Færgevej 4 i Gundestrup, Odsherred. En 65-årig mand blev fundet dræbt i huset. Han havde skader, som var påført ham inden branden.

  • Ruds Vedby, søndag 21. april: Brand i en ejendom på Kalundborgvej 34. Husets 68-årige beboer, Kiehn Georg Andersen, bliver nogle dage efter fundet dræbt i en grusgrav.

  • Vemmelev, søndag 16. juni: Brand i en ejendom på Slagelse Landevej 108. En indebrændt person bliver fundet i huset. Personen vurderes dræbt inden branden. De nærmere omstændigheder kender politiet endnu ikke. Det er heller ikke fastlagt, om det er husets 80-årige beboer, der er omkommet.

Facebook
Twitter