Politiet beder om hjælp fra vidner ved søen i Borup

Emilie Meng blev anbragt i søen ved Borup, kort tid efter forbrydelsen skete, oplyser politiet.

Politiinspektør Kim Kliver siger, at politiet ikke er på bar bund i sagen, da de hele tiden har efterforsket det som en drabssag.

Politiet vil gerne høre fra folk, der i dagene omkring Emilie Mengs forsvinden i juli har set noget mistænkeligt i nærheden af den sø, hvor den 17-årige piges lig blev fundet i går.

Det siger politiet på et pressemøde på politistationen i Vordingborg her til aften, hvor de også slår fast, at Emilie Meng har været udsat for en forbrydelse. Uden dog at ville komme nærmere ind på, hvad der er sket med hende.

- Hun er blevet anbragt der, kort efter forbrydelsen er sket. Vi er meget interesserede i at få henvendelser fra folk, der har været i området omkring 10. juli, og som måske kan have bemærket køretøjer eller personer, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.

Det er mere end fem måneder siden, at Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station 10. juli klokken 04 om morgenen efter en bytur med nogle veninder.

60 kilometer fra Korsør Station

Politiet har gennem sagen haft meget få spor at gå efter i sagen, der har fået massiv opmærksomhed i befolkningen.

Til trods for, at der er gået lang tid siden Emilie Mengs forsvinden, håber politiet, at folk vil henvende sig, hvis de har set noget mistænkeligt enten ved Korsør Station eller ved søen, der ligger ved Regnemarks Bakke i Borup uden for Køge. Altså godt 60 kilometer fra stationen, hvor Emilie Meng sidst blev set.

Søen ligger tæt på motorvejen ved afkørsel 34. Politiet blev på pressemødet spurgt, om det kan betyde noget, at Korsør Station også ligger lige ved motorvejen.

- Man kan ikke udelukke, at der er sket det, at gerningsmanden er kørt fra Korsør mod København og så er drejet af her og har brugt stedet til at skille sig af med Emilie, men det er for tidligt at sige noget detaljeret om, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.

Efter pressemødet gentager Kim Kliver, politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, opfordringen til borgerne om at henvende sig.

- Man skal ikke lægge bånd på sig selv. Jeg vil hellere have, at man henvender sig og lader os vurdere, om det er noget. Vi tager alle henvendelser alvorligt, siger han.

Øde sted

Liget af den 17-årige pige blev fundet ved et tilfælde af en hundelufter.

Stedet er øde, og der kommer ikke mange mennesker forbi, lyder det fra politiet på pressemødet, der også oplyser, at det nu skal undersøges, om findestedet er et tilfældigt sted, eller om gerningsmanden eventuelt kan have kendt til det i forvejen.

pressemødet bliver politiet flere gange spurgt om, hvorfor der skulle gå så lang tid, inden liget er blevet fundet. Politiet forklarer, at det er sjældent, at der har været så få spor at gå efter som i Emilie Meng-sagen, men at politiet ikke er på bar bund, da man hele tiden har arbejdet ud fra det udgangspunkt, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

- Vi har arbejdet minutiøst med at kortlægge Emilie Mengs færden. Vi har arbejdet meget minutiøst med de mange henvendelser, vi har fået. Der har ikke været noget gennembrud i forhold til de oplysninger, men vores arbejde har gjort, at fra vi startede med at kigge på mere end 40.000 personer, så er vi nu nede og kigge på godt 200, siger Kim Kliver.

Facebook
Twitter