Politiet: Betjent sagde perle - ikke perker

Københavns politidirektør forsvarer nu den betjent, som bliver beskyldt for at have kaldt en demonstrant for "perker". Betjenten sagde ikke perker men "perle", lyder forklaringen.

Den omstridte bemærkning faldt under en demonstration mod Israels invasion i Gaza. (Foto: Teitur Jónasson © Scanpix)

Københavns Politi afviser nu beskyldningerne i sagen om en betjent, der beskyldes for at have råbt "perker" til en deltager i en Gaza-demonstration.

- Jeg har talt med den medarbejder, der udtaler den refererede sætning. Han har oplyst, at han ikke har anvendt udtrykket "perker", men derimod har sagt: "kan du fatte det perle", udtaler politidirektør Hanne Bech Hansen og tilføjer:

- Jeg har ved en grundig gennemlytning af det lydspor, der ledsager optagelserne af den omtalte hændelse konstateret, at det er korrekt, at der bliver sagt "perle" og altså ikke "perker".

Pokker til forskel

Hanne Bech Hansen kan ikke umiddelbart forklare, hvad ordet perle laver i betjentens udbrud:

- Det pågældende siger, at det er noget, man tit siger. Det synes, jeg er svært at svare på, hvad man mener med det. Jeg har ikke hørt det ord brugt før. Men der er pokker til forskel på at kalde nogen for perle og kalde nogen for perker, siger politidirektøren til DR Nyheder.

Perle er også forbudt

Men betjente skal hverken kalde borgerne for "perker" eller "perle". Det fastslår Københavns Politis informationschef, Flemming Steen Munch, efter, at politiet er kommet frem til, at en betjent har brugt det kærlige ord og ikke - som først antaget - skældsordet.

Flemming Steen Munch har dog ingen forklaring på, hvorfor betjenten brugte den kærlige betegnelse om demonstranten.

- Jeg ved ikke, om det er et ord, der ligger i den pågældendes vokabularium - eller hvorfor han anvender det. Men han er vant til at have med unge mennesker at gøre, og jeg ved ikke, om det er en jargon, man bruger. Men spørger du, om det er noget, vi bør bruge, så er svaret klart nej. Vi skal ikke kalde folk ved andet end deres navn - eller sige du, De og Dem. Hvad bliver så det næste, vi skal kalde en medborger? Vi skal tale ordentlige til folk og lade være med at bruge den slags udtryk, siger informationschefen.

Sagen fremsendes til Statsadvokaten for København og Bornholm til orientering.