Politiet bruger fem timer på at opklare indbrud: 'Der er katastrofal mangel på mandskab'

Spørgsmålet er, om politiet får nok ud af ressourcerne, de har, lyder det fra politiforsker.

Spørgsmålet er, om grænsekontrol og personbevogtning er grunden til, at det kun er fem procent af indbruddene, der opklares, siger politiforsker Adam Diderichsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Flere tusind danskere oplever hvert år, at tyve bryder ind i deres bolig.

Og selvom betjente både har mulighed for at tage fingeraftryk, afhøre vidner og skrive rapport, bliver der i gennemsnit brugt fem timer på at efterforske, hvem der står bag et indbrud, viser nye tal, som Rigspolitiet har fremlagt i en ny udtalelse.

Samtidig peger opgørelser på, at kun fem procent af de 54.800 indbrud, der blev anmeldt sidste år, faktisk blev opklaret.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, kalder politiets arbejde for "det muliges kunst".

Ifølge ham er der ikke ressourcer nok til at tage hånd om problemet.

- Det er ikke tilfredsstillende, at der ikke bliver opklaret flere indbrud, men tingene hænger ikke sammen i dansk politi. Alt handler om benhård prioritering, og der er brug for en fortsat udvidelse af politistyrken, så der er sammemnhæng mellem mængden af opgaver og mængden af ansatte, siger han.

Katastrofal mangel på betjente

Helt konkret vurderer Claus Oxfeldt, at der skal 300 flere betjente til om året de næste ti år, og det er Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, enig i.

Til Politiken siger han, at der er katastofal mangel på mandskab.

- Indbrud er ekstremt intimiderende for dem, det går ud over. Man forventer, at politiet efterforsker til bunds, men det kan jo ikke lade sig gøre med en efterforskning på 5 timer, siger Peter Skaarup, der vil have flere betjente på gaden, når et nyt politiforlig skal forhandles hjem her i efteråret.

- Det er til grin, når opklaringsprocenten ligger så lavt. Den skal op. Den skal være meget højere, siger han til DR Nyheder.

Radikale: Drop grænsekontrollen

Notatet fra Rigspolitiet er udarbejdet på foranledning af et folketingsspørgsmål fra Radikale Venstres Kristian Hegaard. Om fem timer er meget eller lidt, ønsker han ikke at forholde sig til, men hans holdning til spørgsmålet om ressourcer er, at de først og fremmest skal prioriteres bedre.

Gerne med større indflydelse fra politiet, siger han.

- Politikere skal stoppe med at flytte rundt på politiet, som om de var ludobrikker, og lytte til, hvordan politiet synes, ressourcerne prioriteres bedst. Man kan ikke sætte betjente til at føre grænsekontrol og have en forventning om, at alle andre sager bliver klaret med samme hastighed som tidligere.

- Politiet kunne have efterforsket mange flere inbrudssager, hvis grænsekontrollen ikke var der, og det er en klar nedprioritering af politiets daglige arbejde at indføre grænsekontrol.

Gør politiet det godt nok?

Til efteråret skal justitsministeren forhandle ny politiaftale, og i den forbindelse plejer Politiforbundet gerne at bede om ekstra ressourcer. Spørger man politiforsker på Københavns Professionshøjskole, Adam Diderichsen, kan det dog være, der er brug for en ny diskussion.

Ifølge ham er der ikke beviser for, at flere betjente får politiet til at opklare flere indbrudssager. Derfor mener han, at politikere burde kigge på politiet som organisation:

- Pladen er gået i hak. Politiet beder altid om ressourcer, men det handler ikke kun om antallet af betjente. Spørgsmålet er snarere, om grænsekontrol og personbevogtning er grunden til, at det kun er fem procent af indbruddene, der opklares, siger han og tilføjer:

- Det er oplagt at undersøge politiets kompetencer; om politiet gør det godt nok og får nok ud af ressourcerne. Det spørgsmål ville man stille til enhver anden offentlig administration. At man ikke stiller det spørgsmål til politiet også, forstår jeg ikke.

Op til politisk forhandling

Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus vil ikke konkret svare på, hvordan regeringen vil hjælpe politiet i efterårets forhandlinger om en ny politiaftale, men Socialdemokratiet er ifølge ham åbne for at kigge på både kvalitet og kvantitet.

- Det er alvorligt for de mennesker, der bliver ramt af indbrud, og politiets ressourcer er knappe. Det kommer vi til at se på, når vi skal forhandle ny aftale for de rammer, politiet skal arbejde efter.

Politiforbundet og Dansk Folkeparti foreslår 300 flere betjente. Hvad siger du til det?

- Vi kommer både til at se på antallet af betjente og de opgaver, politiet skal løse, og det er op til politisk forhandling, hvad politiet skal prioritere. Men vi kommer til at investere i politiet, siger Jeppe Bruus.

Facebook
Twitter