Politiet: De løsladte slipper ikke

Politiet vil sætte store ressourcer ind på at skaffe beviser mod de mange anholdte under urolighederne på Nørrebro i København. - Dette her var af så grov karakter, at vi ikke vil springe over, hvor gærdet er lavest, siger chefpolitiinspektør.

Unge fra Ungdomshuset sidder på en vejblokade på Jagtvej,dagen efter de voldsomme uroligheder på Nørrebro (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Selv om byretten i dag fandt materialet for tyndt til en varetægtsfængsling, kommer størsteparten af de danske anholdte muligvis til at hilse på en dommer på et senere tidspunkt, varsler en politichef.

- Vi sætter en stor efterforskning i gang for at skaffe beviser, sagde chefpolitiinspektør Per Larsen, Københavns Politi, søndag eftermiddag.

- Dette her var af så grov karakter, at vi ikke vil springe over, hvor gærdet er lavest, fortsatte han.

Ønsker ikke nye optøjer

Samtidig mindede aktivister i det omstridte Ungdomshuset på Jagtvej om, at konflikten ikke er løst.

- Ungdomshuset overgiver sig aldrig, råbte en maskeret aktivist fra et vindue søndag eftermiddag ned til pressefolk.

Journalisterne fik ikke mulighed for at stille flere af de påtrængende spørgsmål, som muligvis tidligere på dagen blev delvist besvaret af advokat Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69:

- De unge kommer ikke til at starte nye optøjer. De ønsker det ikke, og de beklager det dybt. De er taget som gidsler i en ulykkelig situation, sagde advokaten.

180 danske anholdte løsladt

Godt 180 danske anholdte blev løsladt i løbet af søndag eftermiddag, mens anklagere sidst på dagen krævede tre anholdte fængslet. Tilbage i politiets detentioner og venterum sad over 80 udenlandske unge fra især Sverige, Norge, Tyskland og Holland.

Netop Ungdomshusets invitation til sympatisører fra udlandet kan ifølge chefpolitiinspektør Per Larsen forklare, hvorfor dele af bydelen kom til at ligne en krigszone med bål og glasskår på gaderne og stribevis af smadrede butikker.

- Dette her kunne de unge i huset formentlig ikke stoppe, fordi de havde inviteret så mange udlændinge med en rabiat indstilling. Jeg tror, at de mere eller mindre var tvunget til at gennemføre det, sagde han.

Vildheden og råheden den samme

Sammenstødet mellem unge og politiet fik chefpolitiinspektøren til at tænke 13 år tilbage i tiden - til dengang politiet natten mellem den 18. og 19. maj 1993 affyrede 113 skud.

- Vildheden og råheden var af samme karakter som dengang, sagde han om demonstranterne.

Søndag morgen flammede enkelte bål fortsat på Nørrebro. Bøjede lygtepæle, juletræer var smidt hid og did i gaderne omkring Ungdomshuset og den ene smadrede butiksfacade efter den anden vidnede om lørdagens voldsomheder.