Politiet dropper sag mod seks folketingspolitikere i Mansour-sag

Der bliver ingen straffesag mod de seks politikere, der blev politianmeldt for at forsøge at påvirke Mansour-sagen.

Københavns Politi stopper politianmeldelsen mod seks folketingspolitikere, som blev politianmeldt for at forsøge at påvirke sagen mod Said Mansour. (© DR)

Efterforskningen af en række politikeres udtalelser i anledning af domsafsigelsen i sagen om den terrordømte Said Mansour kommer ikke til at køre videre. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om Inger Støjberg (V), Karsten Lauritzen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Trine Bramsen (S).

De seks medlemmer af Folketinget blev politianmeldt af Said Mansours advokat Thorkild Høyer, fordi han mente, at politikerne med deres udtalelser i medier og på Facebook forsøgte at påvirke sagen mod hans klient, selv om der stadig var mulighed for at anke sagen.

Det er ifølge retsplejelovens § 1017 stk. 2, nr. 3. ulovligt, hvis man på uforsvarlig vis forsøger at påvirke en sag, inden den er endeligt afgjort.

Politikerne udtrykte udtilfredshed med, at Said Mansour ikke fik frataget sit statsborgerskab, efter han to gange er blevet kendt skyldig i at opfordre til terror.

Politikere er i en særlig position

I pressemeddelelsen skriver Københavns Politi, at anklagemyndigheden vurderer, at der "samlet set ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag til at anse udtalelserne for egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommere og nævninge".

Anklagemyndigheden begrunder blandt andet valget om at droppe sagen mod politikerne med, at politikeres holdninger må anses for at være velkendte i offentligheden.

- Generelt er det sådan, at folketingspolitikere har et særligt råderum til at udtale sig i retspolitiske debatter. Ikke mindst når der er tale om en retshistorisk sag, hvor en mand to gange er blevet kendt skyldig i så alvorlig en forbrydelse som opfordring til terror, siger chefanklager Karin Degnboel Thostrup fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

- Dertil kommer, at politikernes synspunkter om udvisning og ophævelse af statsborgerskab må antages at have været velkendte, da emnet har været genstand for offentlig debat også før denne sag.

Både retspræsidenten fra Retten ved Frederiksberg, Torben Goldin, og professor emeritus i jura fra Københavns Universitet, Eva Smith, sagde i forbindelse med politianmeldelsen, at der er sket et skred i, hvor meget politikere udtaler sig om retssager i forhold til tidligere.

Sagen er anket

Ved Retten på Frederiksberg blev den 54-årige Said Mansour i december kendt skyldig i at bedrive propaganda for terror efter den såkaldte terrorparagraf §114. Det er sket ved at lægge materiale på nettet, der kan opfattes som støtte til terrorbevægelsen al-Qaeda og de danskere, der kæmper sammen med Islamisk Stat i Syrien.

Byretten gav ham en dom på fire års fængsel, men valgte med stemmerne 5-7 ikke at fratage ham det danske statsborgerskab.

Afgørelsen fik både anklagemyndigheden og Said Mansour til at anke. Anklagemyndigheden kræver, at han får frataget sit danske statsborgerskab, mens Said Mansour selv mener, at han skal frifindes helt.

Said Mansour blev også i 2007 kendt skyldig i at opfordre til terror.