Politiet drukner i sager om økonomisk it-svindel: Sidste år blev knap otte ud af 10 sager droppet

Knap 30.000 anmeldelser om økonomisk it-kriminalitet ligger i kø hos politiet, der erkender, at de ikke har været gode nok.

Store sagsbunker og lange ventetider har store konsekvenser for retssikkerheden, mener politiforsker. (Foto: © (Grafik) Søren Winther Nørbæk, (C) DR)

Politiet har hverken været hurtige eller dygtige nok.

Sådan lyder erkendelsen fra Politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), efter bunken med sager om økonomisk it-kriminalitet bare er vokset og vokset gennem de senere år.

Knap 30.000 sager ligger og venter på at bliver færdigbehandlet hos politiet. Det viser tal fra NSK, som blandt andet tager sig af sager om økonomisk kriminalitet.

Samtidig blev knap otte ud af 10 sager i 2022 henlagt.

- Vi har nok for sent fået taget hul på en skarpere prioritering på det her område, siger Lasse Boje, der er politidirektør i NSK.

Han forklarer, at den store sagsbunke skyldes en eksplosiv stigning i antallet af anmeldelser om økonomisk it-kriminalitet.

Men det har også taget for lang tid for politiet at finde ud af, hvordan man skal efterforske sagerne. Det mener Adam Diderichsen, der er politiforsker ved Institut for Statskundskab.

- Det er simpelthen, fordi man kom for sent i gang. I mellemtiden blev sagsbunken bare større, større og større, siger han.

Politiforsker Adam Diderichsen er ikke overrasket over antallet af sager, der ligger og venter hos politiet. (Foto: © Dennis Olsgaard, (C) DR)

Lange ventetider svækker tilliden

Med en stor sagsbunke følger også lange ventetider for den enkelte borger, som har anmeldt svindel.

Det betyder, at der kan være sager, som får lov til at ligge så længe, at sporene forsvinder, og de derfor bliver sværere at opklare og ramme bagmændene, mener Adam Diderichsen.

Og det har store konsekvenser for retssikkerheden.

- Hvis tingene bare får lov til at ligge, så kommer det til at føles som om, at det sejler, og at det ikke bliver taget alvorligt fra myndighedernes side, siger Adam Diderichsen og tilføjer:

- Det er et alvorligt problem, hvis borgerne føler på den måde, for så svækker vi tilliden til vores retssamfund.

Politiet: Ikke alle små sager efterforskes

Lasse Boje mener heller ikke, at det er godt nok, at sagsbunken har fået lov til at vokse sig så stor.

- Vi har ikke været gode nok på det her område, og det håber vi på at blive nu, siger han.

Politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet har derfor valgt at rykke flere ressourcer til sin afdeling NCIK, som efterforsker sager om økonomisk it-kriminalitet.

NCIK tager i første omgang imod en anmeldelse fra en borger og behandler den, før den bliver sendt videre til efterforskning i de enkelte politikredse.

Derudover trådte der 1. marts i år også en ny vejledning i kraft hos politiet, som skal sikre, at sagerne bliver prioriteret hurtigere og skarpere fremover.

- Så vi får klarhed over, hvad det er, vi skal efterforske, og hvad vi ikke skal efterforske, siger Lasse Boje.

Derfor kan borgerne nu forvente et meget større fokus på de alvorlige sager, lyder det fra Lasse Boje.

Vil det sige, at hvis man har en lille sag, så kan man lige så godt lade være med at anmelde den fremadrettet. Hvis jeg eksempelvis er blevet snydt for 200 kroner på Den Blå Avis, skal jeg så i fremtiden lade være med at anmelde det?

- Nej, jeg vil meget nødigt have, at man undlader at anmelde. Hvis man som borger føler sig udsat for en forbrydelse, skal man altid anmelde det til politet, siger Lasse Boje.

Lasse Boje, Politidirektør i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), erkender, at politiet ikke har været dygtige nok til at håndtere anmeldelser om økonomisk it-kriminalitet. (© (C) DR)

Dog kan man ikke forvente, at sagen i sådanne tilfælde bliver efterforsket. Medmindre den gerningsmand, som sidder i den anden ende, har gjort det mange gange.

- Så skal vi nok komme efter ham, siger han.

Hvorfor har I ikke været gode nok på det her område? Det er jo ikke nyt, at man handler på nettet, eller at der er økonomisk svindel?

- Det generelle med den her kriminalitetstype er, at en gerningsmand i et utroligt hurtigt tempo kan nå at snyde utroligt mange mennesker - i øvrigt med en stor geografisk spredning.

- Det betyder, at vi har haft en eksplosiv vækst i den her type sager, som vi ikke har været gode nok til at prioritere, og det er det, vi prøver at blive nu, siger Lasse Boje.