Politiet efterforsker mistænkelige dødsfald

To tyskere er fundet døde i en feriebolig i Sønderjylland.

Det er uvist, hvor gamle de to personer var, og hvorfor de opholdt sig i Danmark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

To tyskere blev i går fundet døde i en feriebolig i Sønderjylland, og dødsfaldene efterforskes nu som mistænkelige. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De pårørende er ved at blive underrettet.

Politiet fandt ligene af de to ældre tyske statsborgere i ferieboligen i Arrild ved Toftlund onsdag ved 17-tiden. De foreløbige undersøgelser har dog ikke kunnet kaste lys over en dødsårsag, og derfor bliver dødsfaldene ifølge politiet "rutinemæssigt" efterforsket som mistænkelige dødsfald.

Teknikere og hundepatruljer er tilstede for at afsøge området.

Få detaljer

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser ikke meget om sagen eller om de to døde personer. Blandt andet fordi, at de pårørende til de to tyskere endnu ikke er underrettet.

Det er således uvist, hvor gamle de to personer var. Det er heller ikke muligt at få at vide, hvorfor de opholdt sig i Danmark eller hvor længe, de har været i sommerhuset i Arrild.

Arrild er en landsby, der ligger mellem Toftlund og Løgumkloster i den centrale del af Sønderjylland. Fra byen er der godt 30 kilometer til den tyske grænse.

Facebook
Twitter