Politiet efterlyser vidner efter skyderi i Albertslund

Politiet kender ikke motivet bag skudepisode med mindst fire skud i Albertslund i nat.

Tidligere i dag undersøgte politiets teknikere patronhylstre, fundet på jorden i Løvens Kvarter i Albertslund. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Københavns Vestegns Politi opfordrer vidner til at henvende sig, hvis de har set eller hørt noget om et skyderi i et rækkehuskvarter i Albertslund i nat.

- Har du hørt skud eller set mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring Løvens Kvarter i løbet af onsdag aften eller torsdag nat, så må du meget gerne kontakte os, lyder det fra politikommissær Søren Puggaard Enevoldsen fra Københavns Vestegns Politi.

Mindst fire skud er afgivet i nat omkring klokken 00:30 i Løvens Kvarter i Albertslund, oplyser politiet. Her er der også fundet afskudte patronhylstre.

Først i morges modtog politiet anmeldelsen om skuddene, fordi en borger ifølge nyhedsbureauet Ritzau fandt et skudhul i sin arbejdsbil.

- Vi har ikke fået meldinger om tilskadekomne og kender endnu ikke motivet. Vi efterforsker bredt, men er naturligvis opmærksom på, om årsagen skal søges i rocker- og bandemiljøet, siger Søren Puggaard Enevoldsen.

En kvinde fik skudt hul i sit vindue under skudepisoden i Albertslund i nat.
Facebook
Twitter