Politiet får nyt værktøj - du får bøden hurtigere

Tidligere skulle du vente op til seks uger på færdselsbøden. Nu går der 24 timer.

Politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter viser her, hvordan politiet fremover laver bøder direkte på tjenestetelefonen. Foto: DR

Støder du på en færdselsbetjent med mobilen fremme i den nærmeste fremtid, så er det ikke nødvendigvis, fordi han skulker fra arbejdet.

I stedet er han nok i gang med at udskrive en bøde til en borger, der har kørt for hurtigt.

For i disse uger og måneder får politiet en ny app på tjenestetelefonerne, som gør arbejdet med at udskrive bøder lettere.

- Bødeapp'en er ved at blive udrullet nu - ikke at jeg opfordrer folk til at møde den, men det er den, man vil kunne opleve i dagligdagen i flere kredse, siger Lars Ole Dybdal, it-direktør hos Rigspolitiet.

Farvel til lommebog og kuglepen

Tidligere skulle færdselsbetjente hive lommebog og kuglepen frem for at notere en bødesag ned på papir med gennemslagsark - en gammeldags kopiteknik.

Og når betjenten så kom tilbage på stationen, skulle han eller en anden medarbejder sætte sig til rette bag computerskærmen og manuelt oprette bødeforelægget med navn på den sigtede og detaljer om forseelsen.

Først derefter røg bøden ud til borgeren.

Nu kan bødesagen oprettes i systemerne i det øjeblik, politiet giver bøden.

- Det er ikke sikkert, at politiet står og spiller eller er på sociale medier. Det kunne tænkes, at vi rent faktisk var i gang med at arbejde. Og det er det, der er tilfældet, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Nu er telefonen gået hen og blevet et ret vigtigt arbejdsredskab, når vi er ude, tilføjer han.

Før skulle man vente seks uger

Fremover får borgere politiets bøder i e-boks, kun 24 timer efter de har overtrådt loven, hvis der er tale om simple bødesager.

Tidligere kunne det tage op til seks uger, før bøden lå i ens postkasse eller e-boks.

Politiet mener, at den nye bødeapp mindsker fejl. For betjente undgår en situation, hvor de tilbage på stationen åbner lommebogen og pludselig bliver i tvivl om, hvad der egentlig står bag kragetæerne.

Bliver tjenestetelefonen med personfølsomme oplysninger væk, så er der også tænkt over det, lyder det fra Rigspolitiet.

- Hvis en telefon skulle bortkomme eller falde i de forkerte hænder, så kan vi fra centralt hold lukke dem øjeblikkeligt, så der ikke er adgang til oplysninger, siger Lars Ole Dybdal.

Politiets nye apps

  • Indbrudsapp. Politiet kan optage gerningssteder, lægge billeder ind og beskrive, hvad der er foregået.

  • Søgeapp. Politiet kan slå personer, køretøjer, pas og kørekort-oplysninger op i registre.

  • Fotoapp. Politiet kan aflevere fotos fra gernings- og skadessteder og sende dem ind centralt.

  • Sagsapp. Endnu ikke rullet ud. Politiet kan starte en sag op på gernings- eller skadesstedet, så oplysninger tidligt ligger i systemet, hvor andre kolleger kan se dem.

Facebook
Twitter