Politiet finder våben i sag om uopklaret skuddrab på 16-årig

Sporene peger i retning af Sverige, fortæller efterforskningslederen.

Blomster og beskeder fra pårørende og borgere på stedet, hvor den 16-årige blev skudt den 18. oktober sidste år. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

I sagen om drabet på 16-årige Servet Abdija i København i oktober sidste år har politiet fundet de to skydevåben, som drabsmændene brugte.

Det er en amerikansk revolver og en jugoslavisk halvautomatisk pistol. Politiet håber, at borgere vil hjælpe med nye oplysninger.

- Den omfattende efterforskning har ledt til, at vi nu har fundet de to gerningsvåben – en revolver og en pistol – som gerningsmændene anvendte til drabet.

- Af hensyn til efterforskningen kan jeg dog ikke komme nærmere ind på, hvor, hvordan, eller hvornår våbnene blev bragt til veje, siger efterforskningslederen Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

  • Jugoslavisk halvautomatisk pistol, Kaliber 9x19 mm, Mrk: Zastava, Model: 88, Serienummer: Fjernet. (Foto: Københavns Politi © Københavns politi)
  • Amerikansk revolver, Kaliber .38 Special, Mrk: Colt, Model: Cobra, serienummer: 120194. (Foto: Københavns Politi © Københavns politi)
1 / 2

Ser mod Sverige

Noget tyder på, at drabet trækker tråde over Øresund mod Sverige, og politiet håber, at de nye oplysninger, der bliver offentliggjort kan føre til hjælp fra borgere, der ligger inde med viden.

- Der er noget i vores efterforskning, der gør, at vi kigger i retning af Sverige – uden at jeg kan konkretisere dette af hensyn til efterforskningen.

- Vi håber med offentliggørelsen af fotos af våbnene, at vidner med kendskab til personer, der har haft våben af de nævnte typer og mærker i deres besiddelse eller adgang til sådanne - både herhjemme og i Sverige - vil rette henvendelse til Københavns Politi, siger Hans Erik Raben.

Politiet har tidligere frigivet signalementer af de tre gerningsmænd, der blev set flygte fra drabsstedet på Nørrebro den 18. oktober sidste år. Også en bil, der blev brugt til flugten, blev ved den lejlighed eftersøgt.

De signalementer, der er frigivet, kan læses i deres fulde længde her.

Efterforskningsleder Hans Erik Raben kalder drabet for en likvidering.

- Der er tale om en ung mand, en skoleelev, der har fri fra skole på grund af efterårsferien, og så bliver han likvideret foran sin bopæl. Det er usædvanligt, siger han.

Han betegner offeret som en almindelig ung dreng uden relationer til bandemiljøet, og efterforskningslederen er stadig optimistisk i forhold til efterforskningen.

Henvendelser om sagen kan gives til Københavns Politi på telefon 114.

/DR Nyheder/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter