Politiet forbyder Rasmus Paludan at demonstrere

Politiet forbød i dag Rasmus Paludans planlagte demonstration i Albertslund.

Rasmus Paludan fra Stram Kurs havde planlagt at demonstrere i Albertslund, mandag den 15. april 2019. Demonstrationen sker på baggrund af, at han blev idømt en betinget fængselsstraf for at have udtalt sig forhånende eller nedværdigende om sorte i Sydafrika på YouTube. (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Den racismedømte stifter af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan fik ikke lov til at demonstrere i dag i Albertslund.

Demonstrationen blev aflyst af politiet 'af hensyn til den offentlige fred', og politiet nedlagde desuden forbud mod yderligere demonstrationer i området til tirsdag klokken 12.

Det skriver Vestegnens Politi på Twitter.

Men på trods af den aflyste demonstration opstod der alligevel optøjer i Albertslund, hvor politiet var talstærkt tilstede i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Ved 21-tiden mandag havde Københavns Vestegns Politi registreret fem anholdelser. Anholdelserne skyldes blandt andet brandstiftelse og overtrædelse af forbuddet mod maskering.

Politiet oplyser på Twitter, at de vil være tilstede i området hele natten.

Mødt af moddemonstranter

En stor gruppe moddemonstranter bestående af unge og flere socialistiske organisationer var mødt op i Albertslund, hvor demonstrationen skulle være startet i dag klokken 16.

Demonstrationen i Albertslund var angiveligt planlagt på baggrund af, at Rasmus Paludan for nylig blev idømt en betinget fængselsstraf for at have udtalt sig forhånende eller nedværdigende om sorte i Sydafrika på YouTube. Han har dog anket dommen til landsretten, da han er uenig i byrettens afgørelse.

Demonstrationen skulle have fundet sted tæt på et hus, som tilhører forkvinden for den danske afdeling af bevægelsen 'Black Lives Matter'.

  • Rasmus Paludan fra Stram Kurs havde planlagt en demonstration i Albertslund på baggrund af, at han blev idømt en betinget fængselsstraf for at have udtalt sig forhånende eller nedværdigende om sorte i Sydafrika på YouTube. (Foto: Anthon Unger)
  • Der var også mødt flere fredelige moddemonstranter og socialistiske organisationer op i Albertslund. Men Rasmus Paludan fik mandag eftermiddag påbud mod at demonstrere indtil imorgen klokken 12. (Foto: Anthon Unger)
  • Demonstrationen var planlagt foran et hus som tilhører forkvinden for Black Lives Matter, som anklagede Rasmus Paludan og fik ham dømt for racisme. (Foto: Anthon Unger)
  • Politiet var mødt talstærkt op i Albertslund. (Foto: Anthon Unger)
  • Røg i gaden i Albertslund. Rasmus Paludan har mandag fået forbud mod at demonstrere i Københavns Vestegns politikreds. (Foto: Mads Claus Rasmussen)
  • En gruppe unge i Albertslund har hærger et busstoppested. Der blev også sat ild på en affaldscontainer og affyret fyrværkeri. (Foto: Mads Claus Rasmussen)
1 / 6

Politiet til beboerne: 'Træk indenfor eller væk'

Efter at forsamlingen havde fået besked på, at Rasmus Paludan alligevel ikke ville møde op, gik folk hver til sit.

Men en gruppe unge mænd, som forlod stedet i samlet flok, begyndte kort efter at sætte ild til containere og ødelægge busstopsteder i området.

- Det er brand i flere containere nu. Og politiet er begyndt at bruge tåregas for at få styr på en gruppe på omkring 20-30 unge mænd, fortalte DRs journalist på stedet Louise Dalsgaard kort før kl. 19.

Politiet bad tidligere på aftenen folk om trække væk fra området eller holde sig inden døre på grund af politiets brug af tåregas. De opfordrede også folk til at give plads og efterkomme politiets anvisninger.

Beboerne i området er meget kede af, at deres kvarter bliver udsat for hærværk, tåregas og optøjer.

- Det er slet ikke sådan, de kender deres kvarter, fortalte Louise Dalsgaard.

Søndag holdt den højreradikale partistifter og islamkritiker en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København, hvor han blev angrebet, og hvor politiet efterfølgende beordrede ham væk fra området.

Umiddelbart efter opstod der optøjer med stenkast og hærværk. Politiet blev også angrebet. Sent søndag aften begyndte uroen af sprede sig til andre dele af byen, hvor der var brand flere steder.

Københavns Politi har i dag indført dobbelt strafzone i dele af København indtil den 23. april klokken 16 som følge af optøjerne.

23 anholdt og 3 sigtet

Ifølge politiet førte søndagens urolighederne til 23 anholdelser. I dag har en dommer fængslet to af de anholdte personer i ti dage, de sigtes begge for vold mod politiet, oplyser Københavns Politi.

De to, der er henholdsvis 28 og 20 år, skal have affyret fyrværkeri mod politifolk søndag aften kort før klokken 22.

Den tredje er 17 år og går i 10. klasse. Han sigtes for at have kastet tre brosten mod en af politiets gruppevogne ved 18-tiden. Han var i forvejen også efterlyst for et knivstikkeri. I hans tilfælde har dommeren bestemt, at frihedsberøvelsen skal vare i 24 dage.

Facebook
Twitter