Politiet fortsætter jagt på Illum-røvere

En mand er anholdt, men politiet søger fortsat en eller flere medgerningsmænd.

Politiet vil bruge natten på "at samle trådene" efter eftermiddagens røveri, siger vagtchef Henrik Brix (foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix). (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Politiet eftersøger fortsat gerningsmændene til det væbnede røveri mod urforretningen Bucherer i Illum på Strøget i København.

Kort før klokken 17 modtog politiet meldinger om, at en person med et skydevåben var set i stormagasinet. Umiddelbart derefter afspærrede politiet området omkring centret, og lukkede knudepunkter i området. Både Nørreport Station og metrostationen på Kongens Nytorv var lukkede, men er nu åbne igen.

På videoer, som privatpersoner har optaget, kan man se to gerningsmænd hamre løs på en glasmontre fuld af Rolex-ure. Videoerne kan ses hos BT og Ekstra Bladet.

Københavns Politi har anholdt, hvad de mener, er den ene af de to mænd ved Kultorvet.

- Vi har anholdt en person, som vi mistænker for at være en af de to. Der kan have været flere, som kan have hjulpet med flugten, men det ved vi ikke med sikkerhed, siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix til DR Nyheder.

  • Politi i Købmagergade efter et væbnet røveri mod en urforretning i stormagasinet Illum (foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix). (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

1 / 4

Våben ikke endeligt bekræftet

Politiet arbejder netop nu på at indhente overvågningsvideo, som kan be- eller afkræfte, om gerningsmændene havde et skydevåben på sig.

- Vi har ikke fundet noget tegn på, at der er blevet skudt. Der er blevet rapporteret om skudlyde, men det kan have været slagene på montren, der har lydt som skud, siger vagtchefen.

Selv om en eller flere gerningsmænd fortsat er på fri fod - og muligvis bevæbnet - er der ingen grund til at være bekymret "som almindelig borger", forsikrer Henrik Brix.

- Ser man noget igen, så grib ikke ind, men ring til politiet på 1-1-2 hurtigst muligt – hellere en gang for meget, end en gang for lidt, siger han og siger om det mulige skydevågen:

- De bruger det i røveriøjemed, men der er ikke noget, der tyder på, at de vil bruge det til andet end det.

I løbet af natten fortsætter både jagten på potentielle gerningsmænd og efterforskningen af røveriet, fortæller Henrik Brix.

- Vi prøver at samle så meget information som muligt. Og så må vi have ham her afhørt, som vi har anholdt. Vi skal lige have samlet alle trådene.

Facebook
Twitter