Politiet har affyret varselsskud

Det skete i forbindelse med et voldsomt tumult i Sønderborg, hvor politiet blev truet

Tre mænd er blevet anholdt i Sønderborg, og en betjent har affyret et varselsskud.

Det skete, da der opstod tumult mellem en patrulje og en gruppe personer på en parkeringsplads ved et boligområde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

En af de anholdte er kommet lettere til skade og er indlagt på hospitalet.

Desuden er en betjent blevet behandlet på skadestuen.

Politiet fik klokken 20.45 en anmeldelse om, at tre personer var blevet truet på livet på parkeringspladsen ved Stenbjergparken.

Alvorlig tumult

Under afhøring af parterne ankom adskillige andre personer, og der "opstod alvorlig tumult, da en gruppe personer rettede deres vrede mod politiet", står der i meddelelsen.

- I denne sammenhæng tog en person fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud skråt op i luften, hvor ingen blev ramt, for at få personen til at lægge våbnet.

Fredag morgen vil anklagemyndigheden afgøre, om der er grundlag for at fremstille de anholdte i et grundlovsforhør.

/ritzau/

Facebook
Twitter