Politiet har anholdt 26 mænd for brand i Frederikssund

Politiet fremstiller 26 mænd i grundlovsforhør i forbindelse med en brand i Frederikssund i nat.

Natten til onsdag brændte en industribygning i Frederikssund i Nordsjælland ned. Ifølge politiet tilhørte bygningen rockergruppen Bandidos.

Politiet har anholdt 26 personer, som senere torsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør for brandstiftelse. Ifølge Ritzau er det uvist, om der er omkomne personer.

Onsdag formiddag meldte politiet ifølge Ritzau ud, at branden var et attentat mod Bandidos.

- Vi ser det som et brandattentat mod Bandidos udført af en række banderelaterede personer, og vi betragter det som en alvorlig eskalering, sagde politiinspektør Michael Hellensberg ved Nordsjællands Politi til Ritzau.

Bandidos afviser

Men overfor DR Nyheder afviser Bandidos selv, at der er tale om et tilhørssted for Bandidos.

- Vi har ikke noget klubhus i Frederikssund. Jeg har forstået, at der er tale om en dartklub, hvor nogle af vores medlemmer muligvis kommer. Men det sted er ikke et Bandidos-tilholdssted, siger Michael Rosenvold, præsident for Bandidos, til DR Nyheder.

De anholdte personer er i alderen 17 til 38 år, oplyser Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til dr.dk.

Fremstillet i grundlovsforhør

Henrik Suhr forklarer, at de 26 bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag, hvor anklagemyndigheden vil kræve dem varetægtsfængslet for brandstiftelse.

- Vi arbejder lige nu på højtryk for at finde ud af mere om personerne, siger Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til dr.dk.

De anholdte personer blev set løbe fra stedet af flere vidner, og derfor satte politiet flere patruljevogne ind og fik anholdt de 26 mænd.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 14.30.

Se billeder fra branden i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter