Politiet har bortvist 16 børn for gadetiggeri

Ny lov betyder, at flere børn vil blive dømt for tiggeri, advarer Alternativet.

- Det betyder, at vi kriminaliserer de her børn på 15 til 17 år, siger Pernille Schnoor, fungerende retsordfører for Alternativet, om regeringens foreslåede lovstramning. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Sidste år fik i alt seks børn en advarsel af politiet for at tigge på gaden.

Det viser svaret på et spørgsmål, som Alternativet har stillet til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forud for dagens afstemning i Folketinget, hvor regeringen blandt andet vil hæve straffen for tiggeri fra syv dages betinget til 14 dages ubetinget.

I alt har 16 børn i alderen 15 til 17 år i løbet af de seneste fem år fået et såkaldt påbud af politiet for at have overtrådt straffelovens paragraf om tiggeri.

- Det viser, at der desværre er nogle børn, der står på gaden. Og der er nogle uafklarede ting omkring procedurer, når det handler om børn, der tigger, siger Pernille Schnoor, der er fungerende retsordfører for Alternativet.

Når politiet rykker ud til en anmeldelse om tiggeri, giver betjentene i første omgang en advarsel i form af et såkaldt påbud. Men bliver personen pågrebet af politiet igen, så kan det føre til en sigtelse.

Det er dog kun sket én gang i de fem år, at en mindreårig er blevet dømt for at overtræde et påbud, viser svaret.

Regeringen lægger med sit lovforslaget op til, at kravet om en forudgående advarsel ikke længere skal gælde. I stedet kan der ske sigtelse, første gang en person pågribes for at tigge på særlige offentlige steder som gågader og togstationer.

Det siger regeringens lovforslag

  • Folketinget skal i dag stemme om et forslag, der vil fordoble straffen for utryghedsskabende tiggeri fra syv dages betinget fængsel til 14 dages ubetinget fængsel.

  • Desuden siger regeringens forslag, at kravet om forudgående påbud som advarsel, inden der straffes "ikke gælder, når tiggeri begås i gågade, ved stationer eller i offentlige transportmidler, og hvorefter det ved straffens fastsættelse skal indgå som en skærpende omstændighed, at tiggeri begås et af de nævnte steder".Kilde: Lovforslag nr. L 215

Tallene tegner derfor et dystert billede, hvis regeringens lovforslag stemmes igennem i sin nuværende form, mener Pernille Schnoor.

- Jeg ser det som et kæmpe problem, hvis vi strammer loven, så politiet kan straffe første gang uden at komme med den advarsel. Det betyder, at vi kriminaliserer de her børn på 15 til 17 år, siger hun.

Men loven siger, at man ikke må tigge på gaden, så hvad skal politiet så gøre ved børn, der tigger?

- Det er det, jeg er interesseret i at vide. Hvad skal man gøre nu, hvor der ikke skal være et påbud. Vil man tage dem med, vil man anholde dem, hvad vil man gøre med de her børn, siger Pernille Schnoor.

Gadejurist: Flere gadebørn tigger

Tallene bekræfter, at der er sket en stigning i børn, som tigger på gaden, mener Maja Løvbjerg Hansen.

Hun er jurist hos Gadejuristen i København, som er en privat organisation, der yder juridisk hjælp til udsatte og hjemløse på gaden.

Antallet af påbud, som politiet har uddelt til personer i alderen 15-17 år, er dog kun toppen af isbjerget, siger hun.

- Man skal huske, at de her tal kun er for børn over den kriminelle lavalder. Og vi ved, at der er 13- og 14-årige, som også bliver taget for tiggeri og butikstyveri, og de figurerer ikke i nogen statistikker, siger Maja Løvbjerg Hansen.

Ifølge en rapport fra Døgnvagten i Københavns Kommune, som blandt andet yder akut hjælp til mindreårige, der bliver samlet op af politiet på gaden, så blev der sidste år alene fremstillet 39 udenlandske børn og unge i Dommervagten i hovedstaden.

Tallet fra dommervagten inkluderer dog kun børn over kriminelle lavalder, som i dag er sat ved 15 år.

- De yngste af børnene vil tit være sammen med deres forældre. Men vi ser også, at der en gruppe af de store børn på 16-17 år, som er alene eller i følgeskab med 20-21-årige, siger hun.

Og når børn er alene på gaden, så skal de have hjælp af myndighederne og ikke mødes med straf, mener Maja Løvbjerg Hansen.

Ifølge hende bør børn, der tigger på gaden, håndteres som børnesager og ikke straffes med bøder og advarsler.

- Vi oplever et stigende antal udenlandske gadebørn i København lige nu. Og med den stemning, der er lige nu omkring udenlandske hjemløse, så får vi ikke taget højde for, at børnene altid er dem, vi rammer hårdest, siger hun.