Politiet har brugt knap 200.000 timer foran jødiske institutioner efter Krudttønden

Bevogtningen af jødiske institutioner har været en særdeles tung mandskabsmæssig belastning for politiet.

Siden 14.februar 2015 har der været fast bevogtning foran de jødiske institutioner som her ved synagogen. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2015) (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

195.042.

Det er antallet af mandetimer, politiet har brugt på at bevogte jødiske institutioner fra terrorangrebet i februar frem til den 4.august i år.

Det fremgår af dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

De 195.042 mandetimer tæller alene bevogtning foran jødiske bygninger og institutioner som synagogen og den jødiske skole.

Den tid, politiet har brugt på planlægning og transport i forbindelse med bevogtningen er ikke med i opgørelsen.

I 2014 opgjorde man ikke antallet af mandetimer til bevogtning, da politiet dengang blot bevogtede det jødiske samfund gennem den almindelige patruljering i politibiler.

Med tallene får offentligheden nu for første gang et konkret indblik i, hvad terrorangrebet har betydet for beredskabet i dansk politi.

Politiet skal have flere folk

Siden terrorangrebet har dansk politi været i knæ og flere steder er tungtbevæbnede betjente nu en del af gadebilledet.

Bevogtningen, som er en konsekvens af trusselsvurderingen mod Danmark, er så ressourcekrævende, at blandt andre Rigspolitiet i deres evaluering af terrorangrebet opfordrer til at tænke i alternativer.

Efter terrorangrebet afsatte Folketinget 20 millioner kroner til fysisk sikring af jødiske institutioner.

Justitsminister Søren Pind (V) tager onsdag hul på forhandlingerne om en kommende politiaftale. Her vil bevogtningen af det jødiske samfund også komme på bordet.

- Det har været uundgåeligt, at vi har måttet tage politifolk fra egne af landet som følge af terrorangrebet og også til bevogtning. Sådan et vilkårene desværre blevet. Det har indvirkning på arbejdsforholdene for betjentene og på, hvad politiet kan. Derfor ønsker vi også at få tilført politiet ekstra folk, siger Søren Pind.

Facebook
Twitter