Politiet har fundet jordiske rester af Maria From: Drabstiltalt præst udpegede findestedet

Fundet blev gjort i et område i Sundbylille nær Frederikssund.

Politiet ransagede præstens hjem igen den 4. juni 2021. Her bærer en af politiets medarbejdere end skovl ud fra hjemmet. (Foto: Steven Knap © Steven Knap)

Nordsjællands Politi har fundet jordiske rester af Maria From Jakobsen.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Maria From Jakobsen har været forsvundet i over syv måneder.

Politiet har tiltalt hendes mand - præst Thomas Gotthard - for drabet, og det er den drabstiltalte præst, der selv har udpeget findestedet for politiet.

Det skete ifølge DR Nyheders oplysninger på en tur i et sommerhusområde tæt på parrets hjem i Frederikssund på Sjælland, hvor præsten var med.

Det samme var hans forsvarer Jesper Storm Thygesen.

- Dna-analyser har nu bekræftet vores formodning om, at de stammede fra den savnede kvinde. Ud fra fundet kan vi endegyldigt konkludere, at hun ikke længere er i live, lyder det fra efterforskningsleder Jakob Rahbek.

Derfor har politiet indstillet efterlysningen af den 43-årige kvinde.

Sagen begyndte med efterlysning

Maria From Jakobsen havde ifølge politiet sidste gang kontakt til sine pårørende den 26. oktober 2020.

Her havde hun forladt sit hjem med en mindre taske med lidt tøj og nogle kontanter, men havde efterladt sin telefon, computer og betalingskort.

Hun skulle angiveligt have lagt en seddel til sin familie om, at de ville ses dagen efter.

Nogle dage senere blev Maria From Jakobsens bil fundet af en hundelufter ved på Rødkildevej ved Bellahøj i København. Både kørekort og bilnøgler var i bilen.

Derfor efterlyste politiet den forsvundne kvinde og bad offentligheden om hjælp.

Den 15. november om eftermiddagen ændrede sagen dog karakter for offentligheden. Her blev Maria From Jakobsens mand, der arbejder som præst, anholdt og sigtet for drab.

Thomas Gotthard har siden siddet varetægtsfængslet i sagen, hvor han indtil for nylig har nægtet sig skyldig.

Politiet ledte tidligt i efterforskningen efter personer, som havde set Thomas Gotthard i dagene op til og efter hustruens forsvinden. Her ses præsten på et overvågningskamera. Kilde: politi.dk

Præst har erkendt drab

Ifølge DR Nyheders oplysninger erkendte præsten dog for nylig, at han havde slået sin kone ihjel og efterfølgende bortskaffet liget.

Samtidig har han fortalt politiet, hvor nogle af de jordiske rester af Maria From Jakobsen skulle findes.

Thomas Gotthard blev allerede i april tiltalt i sagen, selvom man altså på det tidspunkt fortsat ikke havde fundet Maria From Jakobsen.

Politi og anklagemyndigheden mente, at der var beviser nok i sagen til at få ham dømt for drabet.

Politiet fattede efter Maria From Jakobsens forsvinden mistanke til Thomas Gotthard, fordi han havde søgt på internettet på ord som 'havdybde', 'olietønder' og 'rensemidler'.

I retsbogen fra grundlovsforhøret fremgår der også, at der i præstens hjem blev fundet kaustisk soda og saltsyre i 'ikke ubetydelige mængder'.

Præstens forsvarer, Jesper Storm Thygesen, siger til DR Nyheder:

- Det ligger i kortene, at når han af egen drift udpeger findestedet, så er der en form for erkendelse i det. Yderligere kan jeg ikke kommentere på nuværende tidspunkt.

Retssagen mod Thomas Gotthard er sat til at begynde i oktober.

Det er endnu uvist, om hans tilståelse over for politiet vil føre til, at sagen omberammes eller skal køre som en tilståelsessag med færre retsdage.

Ifølge Jesper Storm Thygesen er det dog sandsynligt, at sagen ender som en tilståelsessag.

Artiklen er opdateret med kommentarer fra Jesper Storm Thygesen.

Politiet har i over syv måneder ledt efter Maira From. Her med hunde og dykkere i vandet i Roskilde Fjord. (Foto: Claus bech © Scanpix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk