Politiet har fundet ny metode til at afsløre påsatte brande

Brandefterforskere har fået en lommelygte med ultraviolette stråler med i værktøjskassen.

Brandingeniør Eva Ljungkvist og kriminaltekniker Benny Thomsen står bag forskningsprojektet, der har dokumenteret, at ultraviolet lys kan bruges i brandefterforskning. (© DR Nyheder)

Politiet har fået et nyt værktøj i kampen mod pyromaner og forsikringssvindlere.

En brandingeniør og en kriminaltekniker fra dansk politi har som de første dokumenteret, at man kan bruge en lommelygte med ultraviolet lys til at efterforske brandsteder.

Når de lyser med deres ultraviolette lys, stråler de brændbare væsker op i et fluorescerende blåt.

Dermed kan det med større sikkerhed fastslås, hvad der er sket på brandsstedet, og beviserne kan bruges i en eventuel retssag, fortæller kriminaltekniker Benny Thomsen fra Nationalt Kriminalteknisk Center hos Rigspolitiet.

Han er en af dem, der står bag projektet.

- Normalt kan man allerhøjest se en våd plet eller fornemme en tilstedeværelse af en væske. Med ultraviolet lys kan vi direkte se pletten, fordi den fluorescerer op, siger Benny Thomsen.

Her ses lommelygten, der kan afsløre spor efter brændbare væsker. (© DR Nyheder)

Politiet bruger i deres brandefterforskning specialtrænede hunde, som kan snuse sig frem til brændbare væsker, også efter at de er brændt af.

Men når hundene har markeret et sted, så har efterforskerne i høj grad måttet læne sig op ad blandt andet fortolkninger af brandskader og sodning.

Når Benny Thomsen og hans makker, brandingeniør Eva Ljungkvist, kommer og lyser med deres lygter, så kan de med det blotte øje se, hvordan væskerne er blevet spredt og nøjagtigt udpege, hvor det vil være godt at tage en såkaldt brandprøve.

Dermed kan der indsamles sikrere beviser og tages prøver med større præcision, forklarer Eva Ljungkvist, der er brandefterforsker, brandingeniør og arbejder samme sted som Benny Thomsen.

- Det betyder, at vi får bedre og sikrere grundlag at tolke og vurdere på. Og det betyder også, at man i retten har et bedre materiale, når man skal træffe en afgørelse, siger hun.

Interesse fra andre lande

Der er også andre lande, der har set et potentiale i brugen af ultraviolet lys i brandsager, men Danmark er det første land, der har lavet et egentlig forskningsprojekt om sagen og taget videnskaben fra laboratoriet med ud på brandstedet.

Eva Ljungkvist fortæller, at det kriminaltekniske samarbejde i Europa har fulgt med i projektet og er meget interesseret i det danske holds konklusioner.

- Vi kommer til at dele vores viden med vores kriminaltekniske kolleger rundt omkring i verden, og vores ledelse har allerede modtaget henvendelser om vores metode, siger hun.

  • I 2016 blev der rejst 595 sigtelser for brandstiftelse, hvor der for eksempel var mistanke om, at en person forsætligt havde sat ild til sin egen eller andres ejendom og/eller havde udsat andres liv for overhængende fare ved brandstiftelse.
  • Der er endnu ikke opgjort tal for antallet af sigtelser i 2017.

    Kilde: Rigspolitiet