Politiet har fundet ti danske ofre for børneporno de seneste år

I de seneste år har politiet identificeret ti danske børn, som er blevet misbrugt til børneporno. I flere tilfælde har skoleledere hjulpet med opklaringen.

I de ti sager, som politiet har opklaret, har børnene været mellem 3 måneder og 15 år. (Foto: Mitarart © Scanpix)

Børneporno bliver ikke kun produceret i Østeuropa og Sydøstasien. Politiet har i de seneste 7-8 år fundet ti børn i Danmark, som er blevet misbrugt til børneporno.

- Det sker med jævne mellemrum, at vi finder danske børn, der har været misbrugt, hvor forholdene ikke har været anmeldt, så myndighederne har ikke haft kendskab til misbruget, siger politikommissær Flemming Kjærside fra Nationalt Cyber Crime Center.

Efterforskerne patruljerer på forskellige internetforummer for at opsnappe børneporno, ligesom de patruljerer på gaderne i byerne.

Skoleinspektører har hjulpet

Selvom der findes tegn på, at et barn er dansk i en ulovlig video, kan der være lang vej til at redde ofret og fange den pædofile, som muligvis også har andre overgreb på samvittigheden.

Derfor har Nationalt Cyber Crime Center i enkelte tilfælde involveret folkeskoler og ministerium, fordi deres egen efterforskning var havnet i en blindgyde.

- Det ville være en utrolig krænkelse for eksempel at gå ud i medierne med et billede af barnet, så vi har snævret det lidt ind, og med Undervisningsministeriets hjælp sendt et billede ud til skolerne, og der i et par tilfælde lykkes os at få skoleinspektørerne til at kigge på billederne og få genkendt barnet, og på den måde få udfundet både barnet og gerningsmanden, forklarer Flemming Kjærside.

Ingen danske bagmænd

I de ti sager, som politiet har opklaret, har børnene været mellem 3 måneder og 15 år.

- Overgrebene bliver ofte begået af familiemedlemmer eller nære venner. Vi har haft sager med en bedstefar, flere fædre og stedfædre, som har stået bag, siger politikommissæren.

I Danmark er produktionen af børneporno derfor langt fra ligeså organiseret, som den er i flere andre lande.

- Der har ikke siddet en bagmand, som skal tjene penge på det, men der har siddet nogle, som har optaget deres misbrug af børn for måske at få adgang til noget, hvor andre pædofile har begået overgreb på deres børn, forklarer Flemming Kjærside.

Internationalt samarbejde

For at komme børneporno til livs er et samarbejde på tværs af landegrænser nødvendigt.

- Et barn er et barn for os, Vi er glade, hvis vi kan redde et barn i Danmark, men vi er også glade, hvis vi kan redde et barn uden for landets grænser, og det har vi heldigvis været med til i stor udstrækning, siger han.

Ifølge Flemming Kjærside har Nationalt Cyber Crime i de seneste 7-8 år sendt omkring 150 sager videre til udlandet.

Følg hele politiet og Anklagemyndighedens arbejde med at opklare og dømme en person i en sag om børneporno i 'Forbrydelsen i virkeligheden' på DR1 i aften klokken 20.45.

Der er også mere om bekæmpelsen af børneporno og pædofili i TV Avisen på DR1 klokken 21.30.

Facebook
Twitter