Politiet indfører dobbelt straf i Vollsmose

For første gang opretter politiet en særlig zone med skærpet straf.

Politi på patrulje i bydelen Vollsmose. Arkivfoto. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Efter to skudepisoder de seneste uger vælger Fyns Politi nu at tage et nyt redskab i brug for første gang i Danmark.

Fra i aften klokken 18 vil dele af bydelen Vollsmose være en såkaldt skærpet strafzone, hvor gerningsmænd vil få dobbelt straf for utryghedsskabende kriminalitet.

- Vi vil være sikre på, at vi kan opretholde en tryghed i det område, hvor vi indfører strafzonen. Det kræver, at vi tager nogle ekstra foranstaltninger, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.

De skærpede strafzoner er et nyt redskab for politiet, og det er første gang, det bliver taget i brug.

Beslutningen får opbakning i Vollsmose.

- Hvis det kan være med til at mindske balladen, er det kun godt. Det er op til politiet at vurdere, om det er det rigtige at gøre, og hvis det kan skabe mere tryghed, så er det fint, siger Bjarne Andersen, der er tidligere formand for samarbejdsrådet i Vollsmose.

Skal lægge tryk på kriminelle grupper

De skærpede strafzoner blev indført som et nyt redskab med regeringens ghettoudspil sidste år. Loven trådte i kraft 1. januar, og det betyder, at politikredsene nu kan kan indføre sådan en zone midlertidigt, hvis der er et 'ekstraordinært og utrygsskabende kriminalitetsbillede'.

Med skyderierne mener Fyns Politi, at kravene er opfyldt.

Politiet har tidligere indført en visitationszone i området, men konflikten mellem grupperne i området er alligevel fortsat, og den 29. januar blev der igen affyret skud.

- Vi har ikke kunnet konstatere, at der var tegn på, at de ville slutte fred, og det er altafgørende for os, at vi kan skabe tryghed derude. Derfor har vi valgt at træde et ekstra skridt frem og benytte det redskab. Der gør vi for at lægge tryk på og få den ro i Vollsmose, som vi efterlyser, Johnny Schou.

Han håber samtidig, at der ikke er nogen, der rammes af de skærpede straffe.

- Formålet her er sådan set ikke at straffe nogen. Det er vi faktisk helst fri for. Det vi efterlyser er at få fred og ro på gader og stræder derude, så folk kan færdes i tryghed.

Zonen bliver indført i dette område frem til 6. februar:

I området inden for den røde streg vil der være skærpet strafzone fra i aften klokken 18 til 6. februar klokken 12. (Foto: Fyns Politi)

Bekymring for retssikkerheden

De skærpede strafzoner gav anledning til kritik, da de blev foreslået i forbindelse med regeringens ghettoudspil.

- I en retsstat er det meget, meget vigtigt, at alle er lige for loven. Men jeg har meget svært ved at se, at det vil være tilfældet med det her udspil, lød det fra advokat Birgitte Arent Eiriksson fra tænketanken Justitia.

Zonerne kan også være i strid med menneskerettighedskonventionen, fordi de i høj grad er rettet mod ghettoområder, vurderede professor ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher.

Strafzonerne blev vedtaget med stemmer fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Rettelse 7/2 2019: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at Bjarne Andersen er formand for Samarbejdsrådet i Vollsmose. Det er han ikke længere. Rådet fik ny formand i december.

Facebook
Twitter