Politiet indfører dobbelt strafzone i dele af København

Københavns Politi indfører dobbelt strafzone i dele af byen. Det skyldes optøjer efter demonstration søndag.

Politi afspærrer Solitudevej på grund af brand under uroligheder på Nørrebro i København, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan har afholdt demonstration i området søndag den 14. april 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Københavns Politi indfører dobbelt strafzone i dele af København indtil 23. april klokken 16. Det sker som følge af optøjer efter demonstration søndag.

Det var partistifter Rasmus Paludan, der stod bag søndagens demonstration, som endte i store uroligheder og brandstiftelse.

Flere fremmødte borgere var vrede over, at Paludan, der har stiftet det islamkritiske parti Stram Kurs, blandt andet kastede med en koran. For under to uger siden blev Paludan dømt for racisme i byretten. Han har dog anket dommen til landsretten, da han er uenig i byrettens afgørelse.

Ny lov

Loven om skærpede strafzoner trådte i kraft 1. januar i år. Inden for zonerne straffes visse former for kriminalitet begået i området dobbelt.

23 personer blev anholdt som følge af de uroligheder, der opstod søndag eftermiddag og fortsatte ud på natten til mandag. Tre er blevet varetægtsfængslet.

Mandag er der varslet tre demonstrationer i Albertslund. Den ene står Rasmus Paludan bag, mens de to andre er moddemonstrationer.

/ritzau/