En 28-årig dansk-tanzaniansk mand blev tirsdag morgen fundet dræbt ved et shelter i Nordskoven på Bornholm.
To etniske danske brødre er blevet anholdt og er sigtet for drab.
I sigtelsen står der, at de to brødre har sparket ofret, stukket ham med en kniv og slået ham med en rafte og en flaske. De to brødre har ifølge sigtelsen også trykket et knæ mod mandens hals.
På sociale medier har det blandt andet fået organisationen Black Lives Matter Denmark til at spekulere i, at drabet kunne være drevet af racisme, da det var på samme måde, at den sorte George Floyd mistede livet i amerikansk politis varetægt for godt en måned siden.
Bornholms Politi forholdt sig tidligere på dagen til et spørgsmål om, hvorvidt drabet kan være racistisk motiveret. Her ville de ikke afvise det:
- Det ved jeg ikke endnu. Men jeg vil ikke udelukke, at det kan indgå i vores efterforskning af sagen, sagde chefpolitiinspektør Jacob Ipsen til Ekstra Bladet.
Her til eftermiddag var Bornholms Politi dog mere afvisende over for, at motivet kan være racistisk.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der peger i retning af racisme, lød det fra vicepolitiinspektør Henrik Schou til DR.
De sigtede har begge erkendt at have udøvet vold mod den afdøde, men de nægter sig skyldige i drab.
EL-politiker: Tyder på racisme
TV 2 Bornholm har talt med den afdøde mands ven igennem 12 år, Tobias Brandt Krähmer. Han kan ikke forstå, at der skulle være et racistisk motiv til drabet.
- Hvis man ser på relationen mellem den afdøde og de varetægtsfængslede, så har de også haft kendskab til hinanden, så det er overhovedet ikke noget, som vi spekulerer over, siger Tobias Krähmer til det lokale medie.
En af de sigtedes forsvarer, advokat John Jørgensen, afviser over for DR Nyheder, at der er tale om racistisk motiveret drab.
- Det har der overhovedet ikke være tale om for hans vedkommende. Han er ikke engang blevet spurgt om det, siger han.
Tidligere på dagen skrev Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, på Twitter, at det tydede på, at motivet til drabet var racistisk. Hun kalder det "meget interessant", at politiet nu siger, at det ikke peger i retning af racisme.
- Man skal altid passe på med at dømme noget på forhånd. Derfor skriver jeg, at 'det tyder på'. Det trækker jo desværre nogle paralleller til det forfærdelige mord på George Floyd. De har siddet med et knæ på hans hals. Derfor synes jeg ikke, at det er trukket ud af den blå luft.
Men fordi der har været et knæ mod halsen, er det vel ikke ens betydende med, at drabet er racistisk motiveret?
- Nej, men du må da være enig i, at det trækker nogle rimeligt ubehagelige paralleller til noget, der er foregået i USA, og som er meget omdiskuteret lige nu.
Men politiet siger nu, at der ikke er noget, der peger i retning af et racistisk motiveret drab. Så var du ikke for hurtigt ude?
- Nej, for jeg konkluderer ikke noget. Jeg skriver jo netop 'tyder på'. Det er meget vagt. Jeg går ikke ud og konkluderer, at det her... Det er meget bevidst, at jeg skriver, som jeg skriver. For jeg er politiker, jeg er ikke dommer. Alle er altid uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men jeg synes, at det er meget vigtigt, at politiet efterforsker, om der er tale om en hadforbrydelse.
'Det kan være en hadforbrydelse'
Er det hensigtsmæssigt, at du som retsordfører ytrer dig så direkte om, hvad motivet kan være i en helt frisk drabssag?
- Jamen igen, jeg skriver 'det tyder på'. Jeg konkluderer ikke noget. Det er meget bevidst, at jeg skriver, som jeg skriver.
Men når du skriver, som du skriver, sætter det jo gang i en masse spekulationer?
- Jeg tror desværre ikke, at jeg kan tillægge min statusopdatering æren for det, der sker på sociale medier, men det ville være skønt, hvis jeg kunne sætte så meget dagsorden.
Men hvad er det, der tyder på, at det er racistisk motiveret?
- Jeg har læst Ekstra Bladets artikel, som er den eneste, jeg har set, der har skrevet om det. Derfor tænker jeg, at det er dejligt, at DR også går ind i sagen, lige som de ville dække langt de fleste andre drabssager, som finder mediernes søgelys. Der står i artiklen, at man har kunnet se på personens hals, at der har siddet et knæ. Det ville da være mærkeligt ikke at tænke på George Floyd.
Men bør du ikke holde dig fra at spekulere i noget, før der er kommet flere oplysninger frem?
- Jeg synes, at jeg som politiker i en tid, hvor vi diskuterer meget racisme, er forpligtet til at gå ind og være med til at sikre, at politiet efterforsker ting, der kan være hadforbrydelser, som en hadforbrydelse, siger Rosa Lund.
Hun tilføjer, at det bliver et vigtigt krav fra Enhedslisten i de kommende forhandlinger til et nyt politiforlig, at politiets indsats mod hadforbrydelser styrkes.