Politiet: Kabeltyve er yderst professionelle

Omrejsende kriminelle står formentlig bag tyverier af kobberkabler på S-toglinjen, fortæller Rigspolitiet.

Det er kostbare kobberkabler som disse, der får tyvebander til at hærge S-togslinjen igen og igen. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Når kabeltyve igen og igen lammer S-togstrafikken i og omkring København, så er der meget der taler for, at det er de samme gerningsmænd, der står bag.

Først var det 200 kilo kobberkabler, der blev stjålet fra S-togenes jernbanelinjer henover weekenden. I nat var det så 400 nye kilo kabler, der forsvandt - og dermed skabte enorme trafikale problemer for de 350.000 pendlere, der hver dag benytter S-toget.

Ifølge politiet er tyvene bag formentlig den samme gruppe, der rejser rundt og prøver lykken i forskellige lande i jagt på den værdifulde kobber inde i kablerne.

- Vores vurdering er, at der er tale om små grupper af meget velorganiserede kriminelle, der gør det her flere steder i Europa, siger kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, Thomas Kristensen.

- De kommer hertil og foretager en masser tyverier på kort tid og er så væk igen. Så selv om det opleves massivt for os, så kan det godt være en lille gruppe, der står bag.

Tyve snyder alarmsystem

Egentlig skulle man tro, at det var let at afsløre tyvene, mens de står og roder med flere hundrede kilo kobberkabel.

Især fordi, der er strøm i kablerne, og normalt kan det ses i kontrolcentralen, når strømmen på et banelegeme går.

- Men det er der, hvor tyvene er smarte, for de klipper sjældent de signaler, der betyder at vores signaltavler går på rødt. De kender simpelthen vores anlæg så godt, at de ved hvilke ledninger, de kan klippe og ikke klippe, siger Søren Boysen, der er direktør for teknisk drift i BaneDanmark.

I forvejen har BaneDanmark sat overvågning op på flere banestrækninger, ligesom der er hyret vagtfolk og indsat hjemmeværn til at holde øje med S-togbanerne.

Samtidig har flere myndigheder indgået et samarbejde for at komme kabeltyverierne til livs.

Men selv om BaneDanmark og politiet allerede i dag gør meget for at standse kabeltyverierne, så er der grænser for, hvor store områder myndighederne kan overvåge på én gang.

- Vi har rigtig mange kilometer jernbanestrækning, og de her kriminelle holder øje med, hvor de bedst kan komme til kobberet. Initiativet ligger hos dem og det gør det sværere for os, siger Thomas Kristensen fra Rigspolitiet.

Går efter hælerne

Det forklarer også, hvordan tyvene kan slippe væk med så store mængder kobber som 400 kilo på én gang, mener politiet.

- De er ganske effektive og har selvfølgelig varevogne de transporterer tyvekosterne væk i.

Derfor er politiet også nødt til at se, om de kan stoppe forbryderne efter forbrydelsen er sket.

- Vi efterforsker lige nu, hvor de kan have afsat de mange kilo kobber. Men det kan vi af gode grunde ikke gå i detaljer med, siger Thomas Kristensen.