Politiet ledte forgæves efter flygtninge Øresundsbroen

Københavns Politi havde nattemørket mod sig, da de ledte efter fem flygtninge på Øresundsforbindelsen.

Politiet ledte blandt andet efter de fem flygtninge på Peberholmen, oplyser Københavns Politi. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Københavns Politi ledte efter fem flygtninge, der den 12. maj som de første lykkedes med at komme til Sverige via Øresundsforbindelsen til fods. De kunne bare ikke finde dem.

Det bekræfter pressemedarbejder hos Københavns Politi Steen Hansen.

- Vi får besked om, at der er nogen, der er gået ind i tunnelen klokken 1.11 om natten. Der er en patrulje ude på Peberholmen (øen der forbinder tunnelen med Øresundsbroen, red.), og vi tager ud og leder efter dem, mens farten på togene sænkes.

- Men vi finder ikke nogen derude, og man ser heller ikke flere på overvågningskameraerne. Så man konkluderer måske, at de nok er gået tilbage. Vi kan i hvert fald ikke finde dem, siger han.

Klokken lidt over fem om morgenen får politiet så et opkald fra svensk politi, der fortæller, at de fem personer er nået til Sverige.

Hvordan det kan lade sig gøre, har Steen Hansen ikke et præcist svar på.

- Det er jo midt om natten, så der kan være flere årsager til, at man ikke ser dem. Peberholmen er et stort og ikke særlig godt oplyst område, men man har altså været ude og kigge efter dem, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter