Politiet næsten arbejdsløs på Fanø

Mens man mange steder i landet er plaget af kriminalitet, så er der faktisk steder, hvor politiet næsten er arbejdsløse, og forbryderne forsvundet.

Her i Nordby på Fanø går livet sin stille gang, og forbryderne holder sig næsten helt i ro. (Foto: Michael Kronow- Fanø)

Mens man mange steder i landet er plaget af kriminalitet, så er der faktisk steder hvor politiet næsten er arbejdsløse, og forbryderne forsvundet.

Ja, faktisk er der steder, hvor politiet i gennemsnit kun registrerer en forbrydelse hver fjerde dag.

Det skete blandt andet på Fanø sidste år, hvor der bor godt 3.200 mennesker, og hvor turisterne sejler over fra Esbjerg i tusindtal om sommeren.

Alligevel er kriminalitet næsten udryddet, og sidste år registrerede politiet blot 85 overtrædesler af straffeloven på øen, hvilket er et markant fald i forhold til 2007, hvor der var 190 anmeldelser.

Små forbrydelser

Og når man kigger på de anmeldelser som dog dukkede op, ja så er det meste i småtingsafdelingen.

- Vi rykkede sidste år ud til 11 indbrud, et par tasketyverier, otte butikstyverier, og det siodste hænger sammen med at landbetjenten faktisk opforderede butikkerne til at anmelde tyverier, siger Lorenz Matzen, der er leder af lokalpolitiet i Esbjerg, til dr.dk/nyheder.

I et enkelt tilfælde endte en sag med anmeldelse om vold mod tjenestemand, og så er der ellers ikke så meget mere at berette om fra sidste års register over anmeldelser på Fanø.

Hurtig indsats overfor de unge

- Det er jo trods alt et mindre samfund, hvor man blandt andet er god til at tage fat i de unge inden det når at udvikle sig, og det er en stor del af forkalringen, siger Lorenz Matzen.

Kunne du ikke sætte landbetjenten på Fanø på deltid?

- Nej, han spiller en vigtig rolle i den forebyggende indsats sammen med Fanø Kommune, så selvom det lyder som om man måske kunne spare nogle timer her, så ville det være uklogt, siger Lorenz Matzen.

Fanø har en særlig indsats overfor unge med bekymrende adfærd, hvor man tager problemerne i opløbet og inddrager forældre, politi, skole og fritidsdelen.

Der laves så en handlingsplan for den enkelte, og det hjælper altså med til at holde kriminaliteten nede på et absolut minimum.

Facebook
Twitter