Politiet offentliggør lydfil og billede i sag om drab på læge

Politiets håb er, at flere vil henvende sig, når de hører gerningsmandens stemme.

Charlotte Asperud var læge og arbejdede på akutmodtagelsen på Hillerød Hospital, i Sundhedshuset i Helsingør og på akutmodtagelsen på Frederikssund Hospital. Hun var aktiv motionsløber i området, oplyser politiet. Foto: Politiet

Nordsjællands Politi offentliggør nu en lydfil, et navn og et billede af den læge, som blev overfaldet på voldsom vis i sit hjem i Tisvildeleje natten til tirsdag den 30. april.

Hun døde senere af sine kvæstelser.

Med de nye oplysninger håber politiet at få flere henvendelser fra borgere, der kan hjælpe med at opklare sagen om drabet på den 58-årige Charlotte Asperud og finde frem til den ukendte gerningsmand.

På lydfilen kan man høre gerningsmandens stemme, oplyser politiet. Her hører man en mand gentage "læg dig ned" flere gange.

Stemmen stammer ifølge politiet fra en voksen mand, der har en dialekt, som typisk tales i københavnsområdet og Nordsjælland.

- Vi håber også, at der er nogen, som kan genkende gerningsmandens stemme og vil kontakte os med oplysninger om, hvem det kan være, udtaler efterforskningsleder Henrik Gunst, politikommissær i Nordsjællands Politi.

Den ukendte gerningsmand brød ifølge politiet ind ad et vindue hos lægen, som formentlig lå og sov. Overfaldet skete omkring klokken 02:45.

Politiet skriver, at lægen i månederne op til drabet på sin bopæl er set i selskab med en skaldet mand med briller.

Denne mand vil Nordsjællands Politi gerne høre fra.

Derudover ønsker politiet at høre fra folk, der kan hjælpe med at kortlægge kvindens færden i tiden og ugen op til overfaldet.

Det gælder også borgere i Tisvildeleje, der har set noget mistænkeligt, oplevet vindueskiggere eller haft indbrud uden at anmelde det.

Flere motiver efterforskes, oplyser politiet også.

Facebook
Twitter