Politiet om krænkere på nettet: Drenge skal også passe på

I dag falder der dom i en sag, hvor en 21-årig fodboldtræner har blufærdighedskrænket 39 drenge og piger over nettet.

"Grooming" udføres af voksne, som lokker børn og unge til at sende seksuelt indhold ved at udgive sig for at være en jævnaldrende. (Foto: Thomas Trutschel © 2017 Photothek)

En 21-årig mand skal i dag for retten tiltalt for at modtage og dele intime billeder og film af 39 børn og unge.

Manden har tilstået, at han - med falske Facebook-profiler med dæknavne som Emma og Mikkel - lod som om, han selv var teenager og manipulerede både drenge og piger til at sende sig billederne.

Ofrene var mellem 11 og 17 år gamle, og han kendte flere af dem i forvejen fra sit arbejde som frivillig træner en fodboldklub.

- Han har forklaret, at han overtalte piger til at sende nøgenbilleder, som han så kunne bruge til at lokke billeder ud af nogle drenge på nettet. Så på den måde fik han altså intime billeder af begge køn, siger anklager i sagen Britt Janni Hansen fra Københavns Vestegns Politi.

- Ser man på perioden og antallet af krænkelser, så er sagen grov, navnlig fordi han har kendt nogle af de her børn i forvejen.

Den måde at manipulere mindreårige på over nettet kaldes "grooming".

Det er et problem, politiet har øje på. Det sker nemlig oftere og oftere, at børn tror, de sender billeder til en jævnaldrende som i virkeligheden viser sig at være en voksen, advarer politikommissær i Rigspolitiets afdeling for cyberrelaterede seksualforbrydelser, Flemming Kjærside:

- Gennem de seneste ti år har jeg i min afdeling kunnet se en stigning. Jeg kan ikke sætte procenter på, jeg kan bare se, at jeg får flere og flere af den slags sager.

Gerningsmænd går efter begge køn

Sagerne hos Rigspolitiet viser også, at både piger og drenge skal tænke sig om på nettet.

For selvom det stadigvæk oftest er piger, der bliver udsat for grooming, så går gerningsmændene efter begge køn.

- Der er altså også drenge, det her går ud over, og vi har nogle tilfælde, hvor drengene bliver afkrævet penge bagefter. Det er simpelthen en slags industri, hvor drenge bliver narret til at dele nøgenbilleder, og så truer dem bagefter med at offentliggøre dem på fx Youtube, fortæller politikommissær fra NC3 Flemming Kjærside.

I hans afdeling forsøger de at sætte ind præventivt, så færre børn bliver narret af voksne på nettet.

- Man skal virkelig tænke over, hvem er det, man taler med på nettet og prøve at overføre det til virkeligheden og tænke på, hvem man ville tale med og dele billeder med, hvis man mødte én på fortorvet, siger han.

- Det forfærdelige er, at det ikke forsvinder igen, når man har delt noget på internettet, og derfor skal vi have de unge mennesker til at besidde en vis skepsis, før man begynder at dele billeder og videoer. Det kloge valg er ikke at dele noget på nettet, som man ikke ville dele med en person i det virkelige liv, lyder det fra Flemming Kjærside.

Der falder dom i sagen mod den 21-årige mand senere i dag. Han risikerer op til fire års fængsel.

Anklagemyndigheden mener, at sagen er så alvorlig, at den 21-årige ikke fremover må arbejde med børn under 18 år eller opholde sig alene i sit eller andre hjem, hvis der er børn under 18 år til stede.

Facebook
Twitter