Politiet om skuddrab i Rungsted: 'Vi vil være synligt til stede'

Nordsjællands Politi fortsætter efterforskningen af skudepisode i Nordsjælland.

Politi og ambulancer efterforsker fortsat skudepisoden på Rungsted Strandvej, der skete lørdag aften. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Politiet er stadig i gang med efterforskningen af skudepisoden i aftes i Rungsted.

Ved skyderiet, der skete klokken 18.03, blev en 20-årig mand fra Nivå dræbt, mens fire andre unge mænd i alderen 20-27 år blev såret.

Selve motivet til skyderiet er endnu ikke klarlagt, men Nordsjællands Politi mener fortsat, at årsagen er en uenighed mellem to lokale bandegrupperinger, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

14 mænd blev senere på aftenen anholdt. Mange af dem bliver fremstillet for en dommer i løbet af dagen, skriver politiet.

Massivt til stede

Nordsjællands Politi var massivt til stede i Rungsted umiddelbart efter skyderiet, hvor man udover sikring, indsamling af spor og oplysninger fra vidner også ledte efter en eller flere gerningsmænd til skyderiet.

- Jeg har stor forståelse for, at der kan opstå utryghed efter sådan en hændelse. Derfor vil vi også være ekstra synligt til stede, både i Rungsted og i andre dele af politikredsen, for at sikre, at borgerne igen føler sig trygge, siger Carsten Spliid, politiinspektør og linjechef for Forebyggelse og Nærhed, Nordsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

Politi og ambulancer var til stede efter en 20-årig blev dræbt af skudi på Rungsted Strandvej i aftes. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Nordsjællands Politi vil fortsat gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger, som kan bidrage til sagens opklaring. Henvendelse til Nordsjællands Politi kan ske på telefon 114.

Facebook
Twitter