Politiet opgiver jagten på uerstatteligt Evaristti-værk

Værket "Rolexgate" indeholder diamanter og angiveligt guld af tandfyldninger fra jøder, der døde i Auschwitz.

Marco Evaristtis Rolexgate stod på museet Trapholt indtil nytårsnat, hvor det blev stjålet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

TILFØJELSE: Der er tilføjet en sætning i artiklen, som gør det tydeligt, at koncentrationslejren Auschwitz blev opført og drevet af nazisterne. Godt fire måneders efterforskning har ikke ført til meget nyt, og derfor opgiver politiet jagten på det meget værdifulde stjålne kunstværk "Rolexgate" af Marco Evaristti.

Det oplyser Frede Nissen, vicepolitiinspektør og leder af politiets Efterforskningscenter Syd, til Jydske Vestkysten.

Kunstværket forsvandt fra museet Trapholt i Kolding, hvor der nytårsnat blev begået et indbrud.

Allerede kort efter blev det meldt ud, at der formentlig havde været to gerningsmænd på spil. Men siden er man ikke nået meget længere.

- Der er ikke kommet væsentlig nyt, så efterforskningen er indstillet. Den hviler. De spor, vi har løbet efter, er blevet kolde, siger Frede Nissen til Jydske Vestkysten.

Politiet har tidligere bedt om offentlighedens hjælp i sagen. Netop muligheden for et tip eller anden hjælp fra offentligheden gør, at politiet holder døren åben for at genoptage efterforskningen.

Tandfyldninger fra Auschwitz

Værket er skabt af kunstneren Marco Evaristti i 2006 og er lavet af guld fra tandfyldninger, som angiveligt stammer fra jøder, der døde i koncentrationslejren Auschwitz i Polen under Anden Verdenskrig. Koncentrationslejren Auschwitz blev opført af nazisterne, som på det tidspunkt havde besat Polen.

I værket indgår også diamanter, og alene materialet gør det meget værdifuldt.

Museumsdirektør Karen Grøn har betegnet værket som "uerstatteligt".

  • Det er kunstneren Marco Evaristti, der står bag kunstværket fra 2006. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)
  • Marco Evaristti er formentlig mest kendt for kunstværket Helena fra år 2000, hvor han udstillede ti guldfisk i ti blendere, som publikum havde mulighed for at starte og dermed lave indholdet til guldfiskesuppe. (Foto: Palle hedemann © Scanpix)
1 / 2

Nogle uger forinden i december blev også en 30 kilo tung Kay Bojesen-abe stjålet fra kunstmuseet.

En mand er sigtet i sagen om aben, som menes at have en værdi på omkring 100.000 kroner.

Men politiet vurderer ikke, at han har forbindelse til tyveriet af Evaristti-værket, skriver Jydske Vestkysten.

/ritzau/

Facebook
Twitter