Politiet: Peter Madsen truede sig ud med falsk bombebælte

Den livstidsdømte Peter Madsen forsøgte tidligere i dag at flygte fra Herstedvester Fængsel.

(Photo: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix) (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Der er intet, der tyder på, at der var sprængstof i det bælte, som Peter Madsen brugte under sit flugtforsøg.

Sådan lyder det fra politiinspektør Mogens Lauridsen på et pressemøde på politigården i Albertslund.

Pressemødet holdes efter at den livstidsdømte Peter Madsen tidligere i dag forsøgte at flygte fra Herstedvester Fængsel.

Samtidig kunne institutionschef for Herstedvester Fængsel Hanne Høegh fortælle, at Peter Madsen havde truet en medarbejder i forbindelse med sit flugtforsøg.

- Ingen er kommet fysisk til skade, men det har været hårdt psykisk for de involverede, forklarede hun på pressemødet.

Ifølge DR's oplysninger var der en gidselsituation, hvor Peter Madsen benyttede sig af en genstand til at true sig ud.

Fængslet er nu ved at klarlægge forløbet.

Var kun på fri fod i få minutter

Mogens Lauridsen forklarer yderligere, at Peter Madsen kun var på fri fod i ganske få minutter.

- Klokken 10.21 får vi en anmeldelse om, at han er flygtet. Vi sender alt mandskab på gaden, og 10.26 lykkedes det en af vores patrulje at anholde ham, forklarede han.

Institutionschef for Herstedvester Fængsel, Hanne Høegh Rasmussen, og politiinspektør Mogens Lauridsen holdt i dag pressemøde om flugtforsøget (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Samtidig kunne han også knytte en kommentar til den bil, som Peter Madsen blev anholdt i.

- Han har ikke været ude at køre i en bil, men da han blev anholdt er han lige hoppet ind i en bil, der holder der, siger Mogens Lauridsen.

Der var en anden person i bilen, men intet tyder på, at han vidste noget om Peter Madsens flugtplaner.

- Vi har ikke nogen mistanke om, at han har fået hjælp, men det er selvfølgelig sådan noget, vi altid undersøger i forbindelse med denne slags hændelser, siger Mogens Lauridsen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det kan bekræftes, at Peter Madsen har siddet isolationsfængslet tidligere for planer om et flugtforsøg, svarede Mogens Lauridsen:

- Det har vi ingen viden om, og det burde vi jo vide.

Der er cirka 1000 meter mellem de to steder.
Der er cirka 1000 meter mellem de to steder.

Flugtforsøget førte til et massivt politiopbud med flere betjente i kampuniform. Der var ligeledes hundepatruljer og en rullemarie på stedet.

Selvom Peter Madsen kun var på fri fod i få minutter, kunne politiet først lidt efter klokken 13 oplyse, at aktionen var slut, og at Madsen var blevet ført væk igen.

  • Her ses politiet under dagens anholdelse af Peter Madsen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Her ses politiet under dagens anholdelse af Peter Madsen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Her ses den såkaldte "rullemarie". (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Flugtforsøget skete i formiddags. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 4

Københavns Vestegns Politi har efterfølgende meddelt, at Peter Madsen sigtes for forsøg på fangeflugt, og at det nu skal vurderes, om han skal sigtes for andre forhold.

Begik drab i 2017

Peter Madsen står bag det såkaldte ubådsdrab på den svenske journalist Kim Wall. Han er idømt livstid for drabet, der skete i 2017.

Undervejs i sagen nægtede Peter Madsen sig skyldig.

Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

En person idømt livstid kan tidligst blive prøveløsladt efter 12 år, og i gennemsnit bliver de løsladt efter fængsel i 16-17 år. Typisk skal der mere end et drab til, før forbrydere straffes med livstid.

Det var der i sagen mod Peter Madsen. Både Københavns Byret og Østre Landsret vurderede, at der var tale om skærpende omstændigheder, i og med at drabet var planlagt og blev udført med usædvanlig grovhed.

Facebook
Twitter