Politiet sætter rekord i antallet af fartbøder

Sidste år fangede politiets fotovogne 563.755 fartsyndere. FDM kalder indsatsen forfejlet.

Flere end 500.000 bilister er af politiets fotovogne afsløret i at køre for stærkt, og det har indbragt 701 millioner kroner i bøde. (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

Politiets fotovogne - de såkaldte ATK-køretøjer - har travlt. Sidste år blev 563.755 bilister blitzet, og det er en stigning på 42 procent i forhold til 2015.

I forhold til 2014 er der næsten tale om en tredobling, skriver Jyllands-Posten.

De mange fartsyndere har betydet, at der i 2016 blev udskrevet bøder for 701 millioner kroner, viser en opgørelse fra Rigspolitiets Nationalt Færdselscenter.

Resultatet hænger sammen med, at politiet er gået fra 25 vogne i 2014 til nu 100 fotovogne fordelt over hele landet.

- Resultatet viser, at der fortsat er behov for politiets kontrolindsats på hastighedsområdet, siger Erik Terp, centerchef for Rigspolitiets Nationalt Færdselscenter. Han understreger, at målet er lavere fart.

Hos bilejernes forening, FDM, mener afdelingschef Torben Kudsk, at indsatsen er forfejlet.

- Vi ved, at mellem to tredjedele og tre fjerdedele af alle dødsulykker sker på landevejene, men fotovognene holder inde i byerne og nu også ude på motorvejene, siger han til avisen.

Trafikforsker og professor Mogens Fosgerau fra DTU er ikke enig i FDM's kritik.

- Det er ulovligt at køre for hurtigt, derfor risikerer man at få en bøde, hvis man gør det. Og så er den ikke længere, siger han.

/ritzau/