Politiet: Sexkøbere risikerer at støtte rockerkriminalitet

Hvis man går til en prostitueret, er det svært at gennemskue, om hun er styret af en bagmand, lyder det fra politiet.

Hvis man køber sex er der risiko for, at man støtter organiseret kriminalitet, lyder det fra politiet. (© Colourbox)

Flere prostituerede ligger under for bagmænd, der enten udsætter dem for afpresning, kræver beskyttelsespenge eller simpelthen driver det bordel, de arbejder på.

Derfor risikerer man at støtte den organiserede kriminalitet, hvis man går til en prostitueret, lyder det fra politiet.

- Det er ikke synligt for kunderne, om kriminelle bagmænd fra for eksempel rockergrupperingerne er involveret, og derfor risikerer man at støtte rockergrupperinger og organiseret kriminalitet, hvis man går til prostituerede, siger Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Svært at efterforske

Han understreger, at det langt fra er alle prostituerede, der har bagmænd bag sig.

- Men vi har set flere eksempler på, at rockergrupperinger er involveret enten ved at opkræve beskyttelsespenge, afpresning eller ved at drive bordellerne, siger Michael Ask.

Politiet har stor fokus på netop den del af prostitutionsbranchen, men Michael Ask erkender, at det er svært at efterforsker sagerne.

- De prostituerede er i flere tilfælde udsat for menneskehandel og er både økonomisk og socialt udsat. De kan også have et afhængighedsforhold til en bagmand, så de er bange for at gå til politiet, fortæller Michael Ask.

Prostituerede tipper selv

Politiet skal derfor i flere sager skaffe alle beviser selv.

- Vi forhører os ofte både i miljøet og i befolkningen, men det sker faktisk jævnligt, at vi får tips fra de prostituerede selv, siger han.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, er der omkring 3200 prostituerede i Danmark.

DR sætter i denne uge fokus på købesex. Torsdag kan du se to programmer på henholdsvis DR2 og DR3. På DR2 møder Christine Feldthaus mennesker, der er glade for at sex er til salg i Danmark, mens Lasse Spang Olsen samtidig på DR3 ser på konsekvenserne af, at sex er en handelsvare. Se med torsdag klokken 22.00 på DR2 og DR3.