Politiet sigter fire TV2-medarbejdere efter dokumentar-optagelser

Optagelserne er fra en dokumentar, der ikke er blevet vist på grund af et fogedforbud.

TV2 har fået forbud mod at vise en dokumentar, der viste skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Fire medarbejdere på TV2 er af politiet blevet sigtet i forbindelse med den forbudte dokumentar om forholdene på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Det oplyser TV2 til Ritzau.

De fire medarbejdere er administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen, nyhedsdirektør Mikkel Hertz samt en redaktionschef og en journalist fra dokumentargruppen.

De sigtes efter straffelovens paragraf 264a om uberettigede optagelser på et sted, der ikke er frit tilgængeligt.

Optagelserne blev lavet med skjult kamera i efteråret 2019 og viser blandt andet plejepersonalets håndtering af en 90-årig dement kvinde.

Aarhus Kommune fik ved byretten nedlagt fogedforbud mod, at TV2 kan offentliggøre optagelserne.

Forbuddet blev senere stadfæstet ved Vestre Landsret.

Dommerne mener, at den demente kvinde ikke har kunnet give det fornødne samtykke.

TV2 har argumenteret med, at kvindens børnebørn og værge alle har givet samtykke på kvindens vegne.

Vil have sagen for Højesteret

Nyhedsdirektør Mikkel Hertz har meddelt, at man nu vil søge om lov til at indbringe fogedforbuddet for Højesteret.

Han fastholder, at optagelserne er nødvendige og vil kæmpe for retten til at vise dokumentaren.

- Hvis vi havde ment, at de optagelser var uberettigede - og nøgleordet her er uberettigede - så havde vi jo ikke lavet dem. Og jeg tror, at de fleste, der har set de optagelser, godt kan se, at ud fra en almen samfundsmæssig interesse er der en berettigelse i de optagelser.

- Men det er sådan en husmandsbetragtning. Jura kan jo godt sige noget andet. Men hvis jeg havde ment, de var uberettigede, havde vi ikke gjort det, siger Mikkel Hertz til DR.

Ekstra Bladet valgte mandag at offentliggøre klip fra dokumentaren. Det fik TV2 til at hive mediet i retten.

Parterne indgik dog et forlig, der betyder, at Ekstra Bladet fortsat må vise det omstridte videoklip.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, oplyser til DR, at han ikke er blevet sigtet - og at han heller ikke forventer at blive det, da Ekstra Bladet modsat TV2 ikke er blevet politianmeldt af Aarhus Kommune for optagelserne.

Politiet bekræfter over for DR Nyheder, at man har sigtet fire personer, men har ikke yderligere kommentarer.

/ritzau/

Facebook
Twitter